Erhverv

Forårsmesse i støbeskeen

Arrangører håber på bedre corona-tider og planlægger at holde messe i Løgstør 20. og 21. marts 2021

Corona eller ej, så har Messecenter Vesthimmerland og Lanternen nu sat gang i forberedelserne til endnu en forårsmesse i Løgstør. Arkivfoto
Corona eller ej, så har Messecenter Vesthimmerland og Lanternen nu sat gang i forberedelserne til endnu en forårsmesse i Løgstør. Arkivfoto

Flere end 90 udstillere var med i 2019, da Kultur- og Idrætscenter Lanternen og Messecenter Vesthimmerland for anden gang gik sammen om at arrangere forårsmesse i Løgstør.

Nogenlunde samme niveau håber de to parter at nå op på, når de - efter planen - forsøger at gentage succesen i 2021. Nærmere bestemt i weekenden 20.-21. marts.

- Vi har allerede fået en masse positive tilkendegivelse fra erhvervslivet og detailhandlen i hele Vesthimmerland, og vi har derfor nu sat gang i salget af stande på ”Forår i Lanternen”-messen, oplyser direktør i Messecenter Vesthimmerland, Brian Otte.

En ikke uvæsentlig joker i den forbindelse er naturligvis udviklingen i corona-situationen.

- De nuværende regler for gennemførelse af messer er lidt restriktive, men selv ud fra de nuværende regler skønner vi, at det er muligt at gennemføre forårsmessen.

- Samtidig håber vi naturligvis, at retningslinjerne i marts 2021 er lempet lidt mere, så vi får mulighed for at forsamle tilstrækkeligt mange gæster til at vores mange udstillere får noget ud af at stå på deres stande.

- Og skulle det mod forventning vise sig, at vi bliver nødsaget til at udsætte eller aflyse forårsmessen i marts 2021, får alle udstillere naturligvis deres indbetalte standleje refunderet, såfremt de ikke har mulighed for at deltage i en evt. udsat messe senere på året, understreger Brian Otte og centerleder i Lanternen. Dorte Svenningsen,

Foreløbig satser de to - sammen med den øvrige styregruppe - på, at de til foråret kan præsentere et ”væld af nyheder og spændende produkter indenfor kunst, bolig, biler, camping, havemøbler, tøj, brugskunst, hotel- og restaurant, blomster og planter samt meget mere”.

- ”Forår i Lanternen” har med stor succes været afviklet hvert andet år siden 2017, og vi glæder os til også at kunne gennemføre messen i 2021, erklærer Dorte Svenningsen på vegne af de lokale arrangører i Løgstør.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden