Idrætsforening satser på at gennemføre julehalbal i foråret
Det plejer at være en god indtægtskilde for idrætsforeningen

Italobrothers, der her er fotograferet på festivalen i Nibe i 2017, skulle have spillet til julehal i Løgstør første juledag. Foto: Martin Damgård
LØGSTØR:- Vi håber på, at julehalballet 1. juledag kan flyttes og afvikles senere - måske i marts 2022.
Sådan lyder det fra Keld Kronborg fra Løgstør Idrætsforening, efter idrætsforeningen nu for andet år i træk er nødsaget til at aflyse foreningens julehalbal i Kultur- og Idrætscenter Lanternen i Løgstør på grund af corona.
Løgstør Idrætsforening havde ellers sat bandet Italobrothers på plakaten, som var hyret ind til underholdningen til det traditionsrige arrangement.
Løgstør Idrætsforening har gennem mange år stået som arrangør af halballet, der tidligere har haft langt over 1000 deltagere inde for at feste - og dermed har skæppet godt i idrætsforeningens klubkasse.
I sine velmagtsdagene gav halballet langt over 100.000 kr. til klubkassen.
- De senere år har vi dog ikke ligget så højt, men ikke desto mindre har arrangementet kunnet give omkring 50.000 kr. til klubkassen, fortæller Keld Kronborg.
- Meldingen om at halballet må droppes er så ny efter pressemødet onsdag aften, at vi endnu ikke har overblik over, hvordan vi står rent kontraktmæssigt, når det kommer til musik-booking. Men hænger vi på regningen til musikken, så vil det da også i det lys give god mening at forsøge at få gennemført arrangementet, når corona-restriktionerne slipper sig tag. Vi håber på foråret - måske i marts - lyder det fra Keld Kronborg.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.