Lange ventetider indstiller fortsat færgeoverfart
Det har ikke været muligt at sejle med færge mellem Hvalpsund og Sundsøre i nu tre uger
Opdateret 30. november 2021 kl. 16:00
SUNDSØRE: Tre uger efter færgen Sleipner stødte på grund på en sandbanke ud for Sundsøre er overfarten mellem Hvalpsund og Sundsøre stadig indstillet.
Det skriver Hvalpsund-Sundsøre Færgefart I/S på deres Facebookside.
Færgen stødte 4. november på grund efter et motorstop og blev ved hjælp af dykkere og en gravko skubbet fri fra sandet i løbet af aftenen. Færgen slap dog ikke uden skader, og hele rorpropellen blev sendt til reparation ved et firma i Esbjerg.
Her har den været lige siden, fordi det ifølge færgeselskabet ikke har været muligt at skaffe de nødvendige reservedele.
Situationen synes ekstra uheldig, fordi færgen Sleipner sejlede som reserve for færgen Mary, der blot lidt over en uge tidligere måtte på værft i Thyborøn, efter en lastbil trillede over bord.
Ligesom Sleipner mangler der fortsat også reservedele til færgen Mary.
"Det bliver derfor ikke i denne uge, vi kan sejle. Vi håber at komme i gang i løbet af næste uge. Vi kan desværre ikke sige en nøjagtig dato," skriver Hvalpsund-Sundsøre Færgefart på Facebook.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.