Se de rørende billeder: Kæmpe nordjysk fakkeloptog til ære for Ukraine
Vesthimmerland i kæmpe fakkeltog for Ukraine

Borgmester Per Bach Laursen holdt tale for de fremmødte. Foto: Martin Damgaard Martin Damgård
AARS:527.
Det er antallet af ukrainske indbyggere i Vesthimmerland. Dermed er 1,45 procent af indbyggerne i den nordjyske kommune fra Ukraine, hvilket procentmæssig gør Vesthimmerland til den kommune i landet, der huser den største andel af ukrainere.
Fem af de 527 arbejder på Lundgården ved Overlade, der er ejet af borgmester Per Bach Laursen, og såvel han som de ansatte var med, da Aars torsdag aften lagde gader til et stort fakkeltog til støtte for Ukraine.
Vesthimmerlands førstemand har fået krigen helt tæt på via sine fem ansatte - og må dermed udover som borgmester også som arbejdsgiver håndtere krigen i Europa.
Det har bragt de store følelser i spil på gården vest for Overlade.
- Normalt går jeg ikke sådan og krammer de ansatte, men det gør jeg i disse dage, fortæller Per Bach Laursen med en klump i halsen.
På besøg
Han var kort før fakkeltoget på besøg hos to af sine ukrainske ansatte i Strandby.
Det er et par, hvor hustruen sammen med parrets søn på to et halvt år var taget på familiebesøg i byen Kharkiv ved den russiske grænse, da russerne angreb i sidste uge. Byen ligger i den nordøstlige del af landet og er Ukraines næststørste by med knap halvanden million indbyggere.
Udsigterne til at slippe ud var små, men med håbet i behold kørte manden til den polsk-ukrainske grænse.
- I første omgang lykkedes det ikke for dem at komme ud, men i anden ombæring kom de på mirakuløs væk fra byen med tog. De fik også mandens søster, mor og svigermor med ud, fortæller Per Bach Laursen, som natten til torsdag fik besked på, at alle var vel ankommet til Strandby. Derfor var han kort før fakkeltoget på besøg hos familien i Strandby for at byde dem velkommen.
- I den her situation er det ikke en styrke ikke at vise svaghed og følelser. Krammere er på sin plads, fastslår Per Bach Laursen, som samtidig med han ønskede alle velkommen til Danmark kunne fortælle dem om udsigt til en særlov, der skal give mennesker på flugt fra krigen mulighed for at få opholdstilladelse.
Livet er ændret
Borgmesteren lægger ikke skjul på, at han på grund af sine ansatte er stærkt følelsesmæssigt berørt af situation - og at livet hjemme på Lundgården er fuldstændig ændret efter russernes invasion af Ukraine.
Galleri - Tryk og se alle billederne.
- Vores tankerne er ikke Danmark - de er i Ukraine. De ansatte er online 24 timer i døgnet i bestræbelserne på at holde kontakt med venner og familie hjemme, fortæller borgmesteren, der fik halveret arbejdsstyrken på gården, da andre ukrainske ansatte også drog afsted for at få familie og venner ud af det krigshærgede land.
Det betød, at de resterende ansatte måtte tage over. Blandt andre borgmesterens egen søn samt ansatte fra Letland og Island.
Regler sat ud af kraft
- Arbejdstidsreglerne er ikke lige det vi går mest op i disse dage. Det er force majeure. De øvrige ansatte knokler fra tidlig morgen til sen aften for at få det til at hænge sammen, fortæller Per Bach Laursen, som i forbindelse med fakkeltoget torsdag aften inviterede alle ansatte og deres familier på restaurant i Aars.
Endte ved kirke
Fakkeltoget endte ved Aars Kirke, hvor sognepræst Lone Primdahl Dolmer holdt andagt - og fik kirken fyldt til bristepunktet. Udenfor stod i hundredvis og fulgte andagten via højttalere, fordi der ikke var plads inde.
En af dem, som stod der var sognepræstens mand, Søren Dolmer, som er leder af Farsø Efterskole. Han var også initiativtager til fakkeltoget. Og overvældet over det store fremmøde.
- Jeg er glad for, at så mange valgte at møde op og få sendt et stærkt signal til Ukraine og de ukrainere, som bor her i kommunen, sagde han.

1200 - blandt andre flere hundrede efterskoleelever, fra fem vesthimmerlandske efterskoler - drog torsdag aften med fakler gennem gaderne i Aars. Martin Damgård
Næsten samtidig med fakkeltoget bevægede sig gennem den vesthimmerlandske hovedstad, ankom en bus til Aalestrup, som betød, at antallet af ukrainere i Vesthimmerland nu stiger fra de 527. Bussen havde nemlig 24 ukrainske flygtninge med. De skal i første omgang indkvarteres på den ellers lukkede Hotel Hvide Kro i byen.
Det er ægteparret Eigil og Maria Vittrup fra landsbyen Østerbølle ved Aalestrup, der fik idéen til at leje en stor bus for at hente Maria Vittrups ukrainske familiemedlemmer, og hvem der ellers ville med til Aalestrup fra det krigsramte land.
Politiet vurderede, at der var omkring 1200 samlet til optoget.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.