Nu glæder han sig til at holde lidt ferie

Museumsinspektør Kim Ørsted Iversen havde egentlig forestillet sig, at jubilæumsbog om Aars skulle være på cirka 200 sider. Den endte med at blive omtrent dobbelt så tyk

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Museumsinspektør og arkivleder Kim Ørsted Iversen har tilbragt det seneste halve år med at gennemgå aviser og arkivalier, og det har resulteret i en solid jubilæumsbog på mere end 400 sider om Aars’ historie. Foto: Vesthimmerlands Museum

Fejringen af 150-års byjubilæet i Aars blev 4. januar effektfuldt indledt med borgmestertale, kanonsalutering og fakkeloptog, men siden foråret har covid-19 sat en stopper for mange af de arrangementer, der var planlagt.

Derfor er det også med ekstra stor glæde, forretningsudvalget bag byjubilæet 25. november kan præsentere en over 400 sider flot jubilæumsbog, som fortæller om Aars’ historie.

Museumsinspektør Kim Ørsted Iversen fra Vesthimmerlands Museum er en lettet mand oven på et halvt års tour de force gennem Aars historie.

Der er blevet gransket hundrede års lokalaviser, arkivalier er nærstuderet, fotos fremskaffet og ud fra dette - og en imponerende forhåndsviden i kraft af hans funktion som arkivleder – er side på side fløjet fra hans hånd.

Faktisk var den oprindelige tanke, at bogen nok ville blive på ca. 200 sider, men nu er den så endt på mere end det dobbelte.

- Historien om Aars er på alle måder en fortælling om driftige mennesker, som hver især gennem tiden har bidraget til, at byen har udviklet sig så markant, som den har, fortæller Kim Ørsted Iversen, der derfor hurtigt kunne se, at 200 sider nok ikke helt kunne gøre det.

Til gengæld kan folk så glæde sig til en gennemarbejdet bog, som på fornemste vis blander den lange historie med spændende personfortællinger og masser af fotografier fra byen.

Ud over naturligvis at fokusere på de seneste 150 år, så er der også en kort introduktion, som tager læseren med fra den første landsby i jernalderen og op til 1600-tallets besøg af Aalborg-bødlen på Galgehøj og de store samfundsmæssige forandringer i 1700-tallet.

- Jeg håber, at folk vil tage godt imod bogen, men vil også godt garantere, at der nu kommer til at gå lidt tid, inden man igen skal forvente et større værk fra min hånd, understreger museumsinspektøren, som i første omgang glæder sig til en noget forsinket efterårsferie med familien.

På grund af den nuværende sundhedssituation, hvor store dele af Nordjylland er lukket ned, er den oprindeligt planlagte udgivelsesreception på museet 25. november desværre aflyst.

Lanceringen kommer derfor alene til at foregå på digitale medier, men interesserede kan købe bogen i Kvickly Aars fra 25. november, og - når museet genåbner i begyndelsen af december - naturligvis også i museumsbutikken.

Fra museets side tilbydes der på udgivelsesdagen 25. november samt 1. december gratis udbringningsservice i Aars by, hvis man ønsker at bestille bogen.

Der skal så betales forud via Mobilepay og sendes en besked med ønsket leveringsadresse til museets reception.

Håbet er, at mange vil bakke op om udgivelsen, som museumsinspektør Kim Ørsted Iversen selv betragter som sit ”svendestykke”.

Bogen er i hvert fald en oplagt julegaveidé og koster 248 kroner.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.