Tennisklub vil bygge padel-hal til godt 4 mio.

Forventningen er, at en ny indendørs padel-hal i Aars vil kunne give cirka 175 nye medlemmer

Formand for Aars Tennisklub, Jesper Hartvig Kristensen: Hvis vi skal med på padel-bølgen, skal det være nu. Privatfoto

Formand for Aars Tennisklub, Jesper Hartvig Kristensen: Hvis vi skal med på padel-bølgen, skal det være nu. Privatfoto

Padelbaner skyder op over hele landet i disse år - dog mest under åben himmel.

I Aars Tennisklub går planerne aktuelt på at etablere to indendørs padelbaner, og på en virtuel ekstraordinær generalforsamling har bestyrelsen i klubben netop fået fuld opbakning til at gå videre med projektet.

- Padelsporten har taget Danmark med storm, og derfor har vi i Aars Tennisklub gennem hele 2020 arbejdet på at få det rette projekt udviklet og beskrevet, så det passer til Vesthimmerlands Kommune og Aars by.

- P.t. er der ca. 220 baner i Danmark fordelt mellem kommercielle og foreningsbaserede baner. Inden 2021 rinder ud, er der nok sket en fordobling igen, så hvis vi skal med på bølgen, så skal det være nu, lyder det fra formand for Aars Tennisklub, Jesper Hartvig Kristensen.

Aars Tennisklub har i dag en hardcourt bane, der er 30 år gammel.

Da denne ellers står foran en større renovering, planlægges det, at banen nedlægges, og der i stedet bliver etableret to indendørs padelbaner på arealet i sammenhæng med det nuværende klubhus.

Ved at etablere de to nye padelbaner håber klubbens samtidig ”at kunne tage trykket” af belægningen på den nuværende indendørs tennisbane, hvor det i øjeblikket er svært at finde træningstid til alle ungdomsmedlemmer.

- Som minimum håber klubben at opleve en vækst på 100 nye medlemmer.

- Det kan lyde af mange, men ser man på andre tennisklubber, der har etableret to padelbaner, har det generelt givet flere end 100 nye medlemmer, og flere klubber har endda været nødt til at lave ventelister.

- En tommelfingerregel er, at på en bane har man en kapacitet til 75/100 medlemmer. Med to baner får vi i Aars Tennisklub dermed kapacitet til ca. 175 nye padelmedlemmer, og sammenlagt håber vi i alt at komme op omkring 350 medlemmer i klubben, siger kasserer i Aars Tennisklub, Poul Erik Pedersen.

Hele padel-projektet forventes at løbe op i over 4 mio. kr., og for at det hele skal lykkes, bliver det derfor nødvendigt at søge støtte hos kommunen.

- I Aars Tennisklub er vi helt klar over, at kommunen i budget 2021 lagde en plan for kommende idrætsinvesteringer i de næste fire år, men vi mener samtidig, at dette er så godt et projekt, at det fortjener at blive understøttet.

- Det håber vi selvfølgelig også, at politikerne kan se.

- Projektansøgningen vil blive sendt til kommunen her i starten af april, så den kan komme med i budgetforhandlingerne for 2022, og er der politisk opbakning til projektet, kan banerne sandsynligvis tages i brug i sidste halvdel af 2022, forudser Poul Erik Pedersen.

Sådan forestiller Aars Tennisklub sig, at den nye padeltennis-hal kan bygges sammen med klubbens eksisterende klubhus. Visualisering

Sådan forestiller Aars Tennisklub sig, at den nye padeltennis-hal kan bygges sammen med klubbens eksisterende klubhus. Visualisering

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden