Unik ejendom med fantastisk udsigt får nye ejere
Præmieret udsigtsejendom har været advokatkontor i 10 år - nu bliver den administrationsbygning
Opdateret kl. 21:17
LØGSTØR: For 10 år siden fik advokat Mogens Kjær, Løgstør, en pris for godt og smukt byggeri. Det skete efter en omfattende renovering af digteren og forfatteren Johan Skjoldborgs tidligere hjem i Limfjordsbyen.
Advokaten havde knap tre år forinden købt det smukke gamle hus, som ligger højt hævet på "Fattighusbakken" med frit udsyn over Limfjorden.
Nu får huset, der gennem 10 år har været advokatkontor, nye ejere.
Solgt
Mogens Kjær har nemlig solgt huset til familien Severinsen, som driver opholdssteder.
Huset skal i fremtiden være administrationsbygning.
Købt nyt
Samtidig med salget af digterens tidligere hjem har Mogens Kjær købt Rådhusgade 23 i byen, hvor han rykker advokatkontoret til 1. marts - og samtidig benytter han lejligheden til at drosle lidt ned.
Mogens Kjær er fyldt 60 år og han vil nu have mere tid til familien.
Det betyder, at advokatkontoret får firedages-uge og samtidig går fra seks til tre en halv ansatte.
- Jeg har haft 70-timers uger nok, nu vil jeg have mere tid hjemme, siger Mogens Kjær.
- Jeg er glad for mit arbejde, men vil sådan set gerne bare have lidt mindre af det, siger Mogens Kjær, der med salget og køb af ny ejendom rykker tilbage til Rådhusgade, hvor han startede som advokat i Løgstør i 1989.
Advokatkontoret, som han i dag ejer, blev oprindelig etableret i 1925 af daværende sagfører Arthur Hansen, som i 1958 overdrog forretningen til sagfører Erik Bengtsson.
Erik Bengtsson optog i 1979 advokat Uffe Bro som partner. Mogens Kjær blev i 1989 ansat som advokatfuldmægtig i firmaet, der dengang holdt til i Rådhusgade.
I forbindelse med Erik Bengtssons ophør som selvstændig advokat i 2001 overtog Mogens Kjær og Uffe Bro kontoret.
Kontoret blev opdelt i to selvstændige firmaer.
Uffe Bro døde for to år siden.
Den historiske bygning
Advokatkontoret flyttede i 2003 fra Rådhusgade til den gamle toldbod på havnen, og i 2012 flyttede kontoret ind i det nyrenoverede og bevaringsværdige ”Skjoldborghus”, beliggende på skrænten i Løgstør - med udsigt over byen og fjorden.
Opført som æresbolig til digteren
Huset blev opført i 1917 for midler indsamlet af De Danske Husmænd og skænket som æresbolig til Johan Skjoldborg.
- Johan Skjoldborg blev født i Øsløs i 1861. Han blev uddannet lærer på Ranum Seminarium og kombinerede lærerjobbet med sin gerning som forfatter. I starten af 1900-tallet forsøgte han sig som husmand, men det endte med en tvangsauktion i 1914.
- Efter hans fallit samlede jyske husmænd penge sammen til en villa til den populære Skjoldborg. Den blev bygget ovenfor bakken i Løgstør, hvorfra der er udsigt til Skjoldborgs hjemstavn i Øsløs nord for Limfjorden. Huset blev bygget i 1916. Her boede Johan Skjoldborg indtil sin død i 1936. Han ligger nu begravet på Løgstør kirkegård.
Skjoldborg bosatte sig på bakken i Løgstør og boede der til sin død i 1936.
Bygningen har - selvom den hverken er fredet eller bevaringsværdig - siden udgjort en uvurderlig værdi for Limfjordsbyen.
Turisterne velkomne
De nye ejere er familien Severinsen, der i 2002 etablerede Væksthuset som et socialpædagogisk opholdssted. I dag rummer aktiviteterne en bred vifte af opholdssteder, en skærmet afdeling og beskæftigelsesafdeling for børn, unge og voksne i udsatte positioner.
Chris Severinsen fortæller, at administration flytter ind i Skjoldborgs gamle hus lige efter overtagelsen.
Ni administrative medarbejdere får til huse her.
I alt er der knap 60 ansatte.
- I forbindelse med købet har vi lovet Mogens Kjær, at vi fortsat vil vise de Johan Skjoldborg-interesserede rundt i huset, som ind imellem dukker op.
- Mogens har fortalt os, at det ikke er så lang tid siden, at en flok italienere med interesse for Skjoldborg var på besøg på advokatkontoret for.
- Og jeg garanterer, at alle Skjoldborg-interesserede, der måtte have lyst til at kigge huset - også efter vi har overtaget - skal være hjertelig velkomne, lyder det med et smil fra Chris Severinsen.
Den administrative del af familiens Severinsens aktiviteter er pt. på kontorerne på bostedet Væksthuset, der er nabo til Løgstør Skole.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.