Vil du være med til at støtte Ukraine? Kæmpe fakkeltog på vej
Efterskoler bag støtte - alle er velkomne

Torsdag aften er der fakkeltog i Aars - til støtte for Ukraine. Arkivfoto
VESTHIMMERLAND:- Vi vil signalere, at vi tænker på Ukraine - og er der for ukrainerne.
Søren Dolmer, der er forstander for Farsø Efterskole, er torsdag aften initiativtager til et kæmpe fakkeltog i Aars til støtte for Ukraine.
Der ventes langt over 1000 deltagere til arrangementet i den vesthimmerlandske hovedstad, som Søren Dolmer har fået de fem efterskoler i Vesthimmerland med på, ligesom erhvervsskolerne samt gymnasiet i Aars også er med.
- Udover de mange elever, så er alle andre, der måtte have lyst til at vise støtte til det krigshærgede land naturligvis også hjertelig velkomne, siger Søren Dolmer.
Han understreger, at ikke mindst de mange ukrainere bosat i Vesthimmerland er meget velkomne. Dem bor der over 500 af i kommunen - faktisk er den himmerlandske kommune den kommune i landet, hvor der procentvis bor flest ukrainere i forhold til kommunens indbyggertal.

Der forventes langt over 1000 deltagere. Arkivfoto
Går til kirken
Søren Dolmer fortæller, at fakkeltoget indledes kl. 18.30 ved rådhuset i Aars, hvor borgmester Per Bach Laursen vil holde tale. Herefter sætter man kursen mod Aars Kirke, hvor der er andagt/lystændingsgudstjeneste/forbøn. I øvrigt forestået af Søren Dolmers hustru, Lone Primdahl Dolmer, der er sognepræst i Aars.
- Vi er godt klar over, at antallet af deltagere i fakkeltoget formentlig bliver langt over det antal, der er plads til i kirken i Aars. Derfor har vi også sørget for, at der udenfor kirken opsættes højttalere, så alle kan følge med i andagten, siger Søren Dolmer.
Vi er godt klar over, at antallet af deltagere i fakkeltoget formentlig bliver langt over det antal, der er plads til i kirken i Aars. Derfor har vi også sørget for, at der udenfor kirken opsættes højttalere, så alle kan følge med i andagten
Søren Dolmer
Han er overbevist om, at rigtig mange mennesker har behov for at vise deres sympati med Ukraine og udtrykke ønske om fred.
- På vores efterskole er krigen det helt store samtaleemne. Mange unge er ængstelig, det mærker vi tydeligt, siger forstanderen på efterskolen i Farsø med omkring 100 elever.
Den største er med
Vesthimmerlands største efterskole - Ranum Efterskole College - skriver på deres facebookside, at skolen står med ukrainerne, og de frie værdier, som der lige nu kæmpes for i Ukraine. På skolen går der langt over 400 elever, hvoraf mange forventes at deltage i fakkeltoget.
- Konflikten og krigen i Ukraine står i skærende kontrast til vores skoles værdier for mangfoldighed, demokrati og frihed. Det berører os dybt på Ranum Efterskole College, og kommer hurtigt tæt på, da vi har elever fra Ukraine, og landene omkring, lyder budskabet fra efterskolen i Ranum.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.