Vi anmelder hinanden som aldrig før
Socialt bedrageri bliver anmeldt i stigende grad over hele landet. Aalborg Kommune kan på den baggrund notere en rekordstigning
HELE LANDET: Holder kærestens bil hver aften hos naboen som modtager enlig støtte? Arbejder din kammerats ven sort, mens han får kontanthjælp?
Vi danskere holder ikke længere vores formodninger for os selv, hvis vi kender nogen, som begår socialt bedrageri. Faktisk anmelder vi hinanden som aldrig før.
DR Nyheder har lavet en rundringning til landets fem største kommuner, og den viser entydigt, at antallet af anonyme anmeldelser er stigende.
Et enkelt klik
I Københavns Kommune indførte de en "anmelderknap" på kommunens hjemmeside i december 2011.
I januar 2012 fik de 7 anmeldelser og i dag modtager de mellem 130-140 anmeldelser om måneden fra danskere, der har en konkret mistanke. Og flere af anmeldelserne viser sig tilsyneladende at holde stik. Det fortæller Thomas Jakobsen, der er direktør for Borgerservice i Københavns Kommune.
- Sidste år fik vi cirka 700 anmeldelser fra borgere via anmelderknappen, og ud af de anmeldelser er der cirka 100 sager, vi helt konkret arbejder med i øjeblikket.
Rekordstigning i Aalborg
Og billedet gør sig gældende over hele landet. I Odense Kommune modtager de i dag cirka 50 anmeldelser om måneden, og antallet af anmeldelser er steget støt siden finanskrisens indtog i 2008, fortæller lederen af kommunens kontrolgruppe Beth Tholstrup.
I Aalborg Kommune er der sket en stigning i antallet af afsluttede sager der er baseret på andre borgeres anmeldelse på 53,7 procent fra 2009 til 2012, mens Esbjerg har oplevet en stigning på 20 % fra 2011 til 2012, mens de i Aarhus Kommune også oplever stor vækst i anmeldelserne.
I alle kommunerne har anmeldelserne resulteret i at de har kunnet inddrive flere millioner hjem fra sociale bedragere, som uretmæssigt modtager ydelser fra kommunekasserne.
DR følger kontrol
I TV Avisen klokken 21:30 følger TV Avisen er kontrolgruppemedarbejder fra en kommune på Sjælland.
Her har de modtaget en anonym anmeldelse om en kvinde, som hver måned modtager 17.000 kr. i enligydelser. Hun blev skilt for få år siden, men alligevel har hun efterfølgende fået flere børn med eksmanden. Den anonyme anmelder har set eksmandens bil holde ved kvindens adresse hver aften, og derfor skal kontrolmedarbejderen ud og se, om mandens bil også denne aften holder ved kvindens hus.
- Hvis kvinden lever sammen med eksmanden, hvilket meget tyder på, så udbetaler vi her i kommunen 204.000 kr. uretmæssigt til hende hvert år, og sagen kan ende med et tilbagebetalingskrav på op imod en million kroner, konstaterer kontrolgruppemedarbejderen Peter (hele navnet er redaktionen bekendt).
Adskillige millioner kroner
De mange anonyme anmeldelser sparer altså de danske kommuner for adskillige millioner kroner hvert år. Men tendensen har også mange uhyggelige konsekvenser, hvis man spørger professor i filosofi på CBS, Ole Thyssen.
Han mener nemlig, at de mange anonyme anmeldelser kan betyde, at vi mister tilliden til hinanden.
- Det er et udtryk for at det fællesskab der er omkring et nabolag eller i en kommune blandt dem, man kender eller bor i nærheden af, er fraværende. Så de mange anonyme anmeldelser er et udtryk for at vores fællesskab er opløst fordi vi lader vores indignation over at nogen snyder vinde over loyaliteten, slutter han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.