- Vi har vundet DM i landsbyudvikling
Trekroner i Han Herred fik søndag overrakt prisen som Årets Landsby - blandt andet fordi det er lykkedes at stoppe faldet i indbyggertal
TREKRONER: - Vi har rent faktisk vundet danmarksmesterskabet i landsbyudvikling. Selv om vi er nordjyder, er det noget, vi godt kan tillade os at være rigtig stolte af.
Sådan sagde Anne Ringgren, formand for beboerforeningen i Trekroner i Han Herred, da hun på vegne af lokalsamfundets godt 1300 indbyggere søndag takkede for udnævnelsen til Årets Landsby 2016.
Sammen med udnævnelsen fulgte en pris - bestående af en flise med inskription - som blev overrakt ved et større arrangement i Trekroner Landsbycenter.
Noget helt særligt
Det skete i overværelse af op imod en tredjedel af beboerne i de seks landsbyer, der udgør lokalsamfundet - Trekroner, Bonderup, Bejstrup, Manstrup, Haverslev og Skræm.
- Når I vandt konkurrencen, er det, fordi I kan noget helt særligt. I har et stærkt samarbejde, lød begrundelsen fra tidligere SF-formand Annette Vilhelmsen, der overrakte prisen som formand for konkurrencens dommerkomité.
Særlig ros havde hun til de mange lokale ildsjæle:
- I har arbejdet med at ændre afvikling til udvikling, og det er lykkedes. Tusind tak til jer her i Trekroner for at vise vejen til inspiration for andre.
Noget af det, der har imponeret dommerkomitéen, er, at det er lykkedes at standse flere års fald i befolkningstallet. Ved seneste opgørelse var der en nettotilvækst på 18 personer.
Bosætning er afgørende
Blandt metoderne har været at tilbyde tilflyttere tre måneders gratis husleje, børneinstitution og medlemskab af idrætsklub. "Landsby på prøve", hedder konceptet.
Det har foreløbig to børnefamilier benyttet sig af, hvoraf den ene har købt hus i lokalområdet.
Men også et tæt samarbejde med Jammerbugt Kommune har en del af æren for den positive udvikling.
- På Christiansborg snakker de om udvikling i landdistrikter. Her i Jammerbugt gør vi noget ved det, blandt andet ved, at kommunen laver partnerskabsaftaler med hvert enkelt lokalsamfund. Det gør en forskel at have både en skole og en butik. Bosætning er afgørende for fremtiden. Det er det, vi skal satse på, erklærede borgmester Mogens Gade (V), der betegnede Jammerbugt som den "ultimative landdistriktskommune".
Han opfordrede kraftigt de lokale ildsjæle til at fortsætte indsatsen og mere end antydede, at det er nødvendigt, hvis lokalsamfundene skal overleve:
- Hvis I stopper nu, kommer der nogen og tager jer, lød advarslen.
Ikke så bange som før
Nede på tilhørerpladserne i landsbycentrets hal - der er bygget af frivillige - blev der taget pænt imod prisen og de pæne ord.
- Tidligere holdt folk i lokalområdets seks landsbyer sig for sig selv. I dag holder de sammen. Det er, ligesom folk ikke er så bange som før. Der er flere børnefamilier, og selv om der stadig er huse til salg, er det slet ikke så mange som tidligere, konstaterede Per Rosendal, leder af Bonderup Landsbyservice, der står bag områdets to år gamle dagligvarebutik, Torvekøbmanden.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.