Aalborg

- Vi vil ikke stemples som snydere

Klasselærer for diskvalificeret 6. klasse er utilfreds med håndteringen af sagen

Team Panda fra Sct. Mariæ Skole gik hjem med en andenplads fra skolekonkurrencen Start Parat Svar - Nu er den blevet taget fra dem på grund af snyd.  	Foto: Martél Andersen
Team Panda fra Sct. Mariæ Skole gik hjem med en andenplads fra skolekonkurrencen Start Parat Svar - Nu er den blevet taget fra dem på grund af snyd. Foto: Martél Andersen Martel Andersen

Opdateret kl. 18:54

AALBORG: Onsdag deltog 6. klasse på Sct. Mariæ Skole i skolekonkurrencen Smart Parat Start og endte på en andenplads.

Torsdag kom det så frem, at det aalborgensiske hold er blevet diskvalificeret på grund af mistanke om snyd.

Finalen blev sendt direkte på TV2 regionerne, og på et klip fra udsendelsen fremgår det, at holdet på en lille kridttavle ændrer deres svar på et af spørgsmålene fra ’James Brown’ til ’Caca’, efter svartiden på 15 sekunder er udløbet.

Arrangørerne mener, at holdet har kigget efter de andre deltageres svar - men den udlægning og håndtering af sagen er klasselærer Jette Hovelsø meget uenig i.

- Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Det er voksent uansvarligt at udstille børn på 12 år som snydere. Det skulle være afgjort på dagen og ikke tages op efterfølgende på den her måde, siger klasselæren.

Sct. Mariæ Skole oplever, at arrangørerne har været for hurtigt ude med beslutningen uden at have hørt alle parter i sagen.

- Jeg håbede, det var noget, vi kunne klare internt, så vi stille og roligt kunne tage en snak med børnene om det, men det nåede vi ikke, før eleverne var blevet hængt ud som snydere, siger Jette Hovelsø.

Ikke bevidst snyd

Jette Hovelsø erkender, at eleverne tydeligvis ændrer deres svar og går over tidsgrænsen, men hun mener ikke, der er tale om bevidst snyd.

- Jeg har afhørt dem hver især, og der er ingen tvivl om, at de ikke har forsøgt at snyde. Spændingen og forvirringen får dem til at bruge for lang tid, men de havde ingen mulighed for at se de andres svar - og så havde de nok heller ikke stavet forkert som de eneste, siger Jette Hovelsø.

Klasselæreren mener, at dommeren blot burde have fratrukket holdet det ene point, da det skete.

- Det er et spil, og den slags fejl sker. Vi havde en rigtig god oplevelse i Odense, selvom vi ikke vandt, og så er det bare enormt ærgerligt at blive ramt med den slags beskyldninger, når det hele er overstået, siger hun.

Lagt for had på nettet

Siden nyheden kom frem på de sociale medier, har eleverne fra det diskvalificerede hold modtaget flere hademails og ubehagelig billeder, der udstiller dem som snydere.

- Børnene er meget påvirket af det. De er helt rundt på gulvet og enkelte har grædt. Jeg har bedt dem lukke helt ned for de sociale medier. Det er jo børn, vi har med at gøre, siger Jette Hovelsø.

Om eleverne bliver frataget den trøstepræmie, som samtlige tabere modtog - en kurv med 30 bøger, ved de endnu ikke.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden