Nordjylland

Vidne: Jeg blev chikaneret af politiet

Fotograferede voldsom anholdelse - føler sig skræmt og utryg

15 gange har politiet stoppet 49-årige Allan Thomsens gamle VW Golf, efter at han fotograferede en voldsom anholdelse af et ungt par ud for sit hus på Kløvervej i Frederikshavn i marts sidste år og lagde det på Facebook. Foto: Kim Dahl Hansen

15 gange har politiet stoppet 49-årige Allan Thomsens gamle VW Golf, efter at han fotograferede en voldsom anholdelse af et ungt par ud for sit hus på Kløvervej i Frederikshavn i marts sidste år og lagde det på Facebook. Foto: Kim Dahl Hansen

NORDJYLLAND:15 gange i løbet af få måneder. Så mange gange blev 49-årige Allan Thomsens gamle VW Golf standset, efter at han filmede en voldsom anholdelse af et ungt par ud for sit hus på Kløvervej i Frederikshavn i marts sidste år, og lagde det på Facebook. Det skriver NORDJYSKE Stiftstidende onsdag.

Anholdelsen er endt med, at politiassistenten nu er tiltalt for vold ved at have sparket de anholdte, mens de lå på jorden med håndjern på ryggen.

Og da Allan Thomsen blev kontaktet som vidne i sagen, begyndte politiets interesse for ham for alvor at tage til.

- Det er ren chikane. Jeg er sikker på, de forsøger at skræmme mig, men det får de ikke noget ud af. Tværtimod, for det er jo rene rockermetoder. Sådan noget skal politiet da ikke slippe afsted med, siger han.

Allan Thomsen klagede til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, der har efterforsket to betjente fra politiet i Frederikshavn for stillingsmisbrug.

Efterforskningen førte dog til, at Statsadvokaten lukkede sagen, da der ikke var ”rimelig formodning” om, at betjentene havde begået noget strafbart.

Men sagen er sendt tilbage til politiklagemyndigheden, der nu skal behandle den som en såkaldt adfærdsklage.

Hos Nordjyllands Politi tager man sagen meget alvorligt.

- Tilliden mellem os og borgerne er jo hjerteblod, og det skal jo ikke være sådan, at nogle borgere føler sig chikaneret. Det bliver nu undersøgt, og så kigger vi på den redegørelse, der kommer. Og hvis politiklagemyndigheden finder, at der er grundlag for kritik, så tager vi stilling til, hvad der skal ske, siger chefpolitiinspektør, Claus Hilborg til NORDJYSKE Stiftstidende.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.