Vil overtage kommunal hal
Hjørring Kommune har - siden sammenlægningen af fire kommuner for en halv snes år siden - opereret med forskellige ejerskabs-modeller på halområdet: I den gamle Hjørring Kommuner var hallerne nemlig kommunalt ejede, mens der i Sindal, Hirtshals og Løkken-Vrå var tale om selvejede institutioner. Men der bliver færre og færre af de kommunale haller. Tårshallen er tidligere blevet solgt for en krone til en selvejende institution i lokalområdet, og nu ser det ud til, at samme skæbne overgår Skalleruphallen. Mandag skal fritids-, kultur- og bosætningsudvalget drøfte sagen, og i oplægget fra forvaltningen, står blandt andet følgende: - Der har igennem det seneste år været dialog mellem Hjørring Kommune og en arbejdsgruppe af frivillige ildsjæle fra foreningerne i lokalområdet, der ønsker at få overdraget den kommunalt drevne hal Skalleruphallen og drive Skallerup Hallen som en selvejende institution. Arbejdsgruppen har etableret en ny organisation til at drive hallen og fremfører, at de ønsker at overtage hallen med henblik på at sikre gode rammer til idræts-, fritids- og kulturaktiviteter. Skalleruphallen er opført i 1973 og har et bebygget areal på 1.429 m². Bygningsmassen er vurderet i Hjørring Kommunes EXIT-katalog som en bygning i middelmådig stand. Den er energimærket C. Der er i 2016 foretaget energioptimerende tiltag med henblik på at nedbringe drifts- og forbrugsudgifter på ejendommen. Med udgangspunkt i, at der i en årrække er arbejdet ud fra tankerne om samling og sammenhold, hvor samling af aktiviteter og udvikling og bevarelse af samlingssteder i lokalsamfundene, er høj prioriteret i Hjørring Kommune, er det administrationens vurdering, at overdragelse af Skalleruphallen til den nye selvejende institution vil være i tråd med den strategiske retning omkring samling og sammenhold, herunder særligt lokalområdernes medejerskab til faciliteter og aktiviteter i lokalområderne.
Fritids-, Kultur- og Bosætningsudvalget skal ud fra ovenstående, og de tilhørende bilag, tage stilling til, om det vil anbefale Byrådet, at Skalleruphallen overdrages til den selvejende institution Skallerup Hallen. Det anbefales, at der ved en eventuel overdragelse af ejendommen til den Selvejende institution Skallerup Hallen, indsættes en rådighedsindskrænkning i form af en tilbagekøbsret, og at overdragelsen
kan ske for 1 kr. uden forudgående udbud.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.