Villa udbrændt - familie slap uskadt
Tørretumbler var årsag til brand i villa i Gandrup
Opdateret kl. 09:57
GANDRUP: En villa på Borgergade i Gandrup er på det nærmeste udbrændt, efter at der natten til mandag gik ild i en tørretumbler i villaens bryggers.
En familie - mand, kone og tre børn - slap uskadte fra branden.
Det var husets kvindelige beboer, der omkring et kvarter over to natten til mandag lugtede røg.
Hendes mand kunne herefter konstatere, at røgen stammede fra den brændende tørretumbler.
- Parret og deres tre børn søgte herefter ophold hos en nabo, fortæller vagtchef Michael Elkjær, Nordjyllands Politi.
Han oplyser, at villaen, der er en toplans murstenvilla med garage, er svært brandskadet.