Ildebrand

Voldsom brand i villa: Ild antændt af solen

Indsatsleder opfordrer folk til at tjekke om glas, spejle eller lignende står, så de via solens stråler kan danne et brændglas, der kan antænde brande

Foto: Jan Pedersen
Foto: Jan Pedersen

Opdateret kl. 22:05

VEJGAARD: Der udbrød fredag aften en voldsom brand i en villa på Kovshøjsvej i Vejgaard. Brandalarmen lød klokken 20.27.

- Jeg kunne se røgen helt fra Svenstrup, da jeg kørte på branden. DA vi kom herud var patriciervillaens overetage helt overtændt, og der stod flammer og røg ud fra vinduerne, fortæller indsatsleder Jakob Schmidt.

Han havde 10 mand og fire brandslukningskøretøjer fra Nordjyllands Beredskab i Aalborg Kommune i aktion mod flammerne - herunder en bil med lift, så brandfolkene kunne komme i højden for at sprøjte vand ned i det brændende hus.

- Villaens øverste etage er helt udbrændt, mens underetagen på det forholdsvist nyrenoverede hus er skadet af røg, sod og ikke mindst vand, forklarer indsatslederen.

Jakob Schmidt kalder huset ubeboeligt i mindst nogle dage.

- Familien, der bor i villaen, opdagede branden ved, at der lugtede af røg fra et værelse i overetagen. Ilden var tilsyneladende opstået i en sækkestol eller lignende i værelset. Ejeren af huset sørgede for, at alle kom ud af huset, og så blev vi ellers alarmeret, fortæller Jakob Schmidt.

Han har en stærk formodning om, hvordan branden er opstået.

- Vi er ret sikre på - ja faktisk helt overbeviste om, at det er solens meget stærke stråler, der har ramt noget glas, et spejl eller lignende og dannet en meget stærk varmestråle, der har antændt møblet i værelset, siger indsatslederen.

Han opfordrer i den forbindelse folk til lige at tjekke, om man har glas stående i vinduer, som kan bryde solens stråler som et brændglas og derved antænde brande.

- Vi skal ikke blive hysteriske, men vi kan lige så godt tage vore forholdsregler, når solen brænder så voldsomt, som tilfældet er lige i tiden, siger Jakob Schmidt.

Ingen kom til skade ved branden, som først var endeligt slukket sent fredag aften.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden