Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens egen holdning.

Fødevarepriserne er steget. Det er et faktum. Og derfor har regeringen besluttet at sende en fødevarecheck til udvalgte grupper: Børnefamilier, ydelsesmodtagere og studerende. 

Nogle kritiserer den ulige fordeling. Andre jubler. For nu bliver der igen råd til bolognese, bøffer og lasagne. Aftensmaden er reddet! I hvert fald i et stykke tid...

Men midt i den blandede modtagelse kan jeg ikke lade være med at stille spørgsmålet: Hvornår blev det egentlig en menneskeret at spise oksekød?

For det er sådan, både vores politikere og vi selv har talt om det den seneste uge. Der lader til at herske en kollektiv forargelse over tabt velfærd, fordi maden er blevet dyrere.

Som om vi er blevet frataget noget grundlæggende, fordi vi ikke længere uden videre kan fylde indkøbskurven med det dyreste kød. Som om et godt liv - og et ordentligt familieliv - forudsætter, at der står kød på bordet hver aften.

Vi taler om stigende priser, som om alternativet til bøffen er afsavn. Som om verden ikke hænger sammen, hvis aftensmaden ikke centrerer sig om oksekød.

Men hænger det nu også sådan sammen?