Jeg var fire år gammel, da jeg lærte deres telefonnummer udenad - men først nu forstår jeg deres sande værdi

Jeg var nok fire år gammel, da jeg lærte at taste det på den cremefarvede fastnettelefon i vores køkken.

Jeg kan stadig huske det næsten magiske ved at trykke knapperne ned, og så høre - min elskede farmors stemme i den anden ende.

Med tiden skulle jeg komme til at misbruge det telefonnummer på det groveste. Jeg regnede nemlig hurtigt ud, at jeg, sådan med lidt klædelig gråd i stemmen, kunne hidkalde hende og få hende til at manifestere sig fysisk i vores entré inden for max 14 minutter.

Det var trylleri på højt plan.

Når jeg tænker på min barndom, er min farmor og farfar ikke til at komme udenom. De nærmest lyser op i min erindring.

De var weekender og sommerferier med oceaner af tid. Cykelture rundt i Himmerland. Gåture ved savværket i Rold Skov. Kortspil i deres udestue. Ro. Krydsogtværs-blade på køkkenbordet og dansktop i den altid tændte radio. 

De var nærvær i sin reneste form.

Og da de døde, tog de halvdelen af min barndom med sig. Så vigtige var de.

Alligevel er det først nu, hvor jeg ser på mine egne børn og min egen hverdag, at jeg helt formår at begribe, præcis hvor vigtige de rent faktisk var.

Ikke bare for mig, men for mine forældre også.

Det er først nu, jeg rigtigt ser, hvor meget de var i vores hjem. Hvor meget vi var i deres. Hvor afgørende et tandhjul, de var i at få hverdagen til at hænge sammen.

Og ikke mindst hvor stor en gave det på alle måder var. Men der er en vigtig detalje, der skal med - de solgte gården og pensionerede sig selv, da de var 60. 

Den luksus er det de færreste forundt i dag, hvor vi netop har hævet pensionsalderen til 70 år. For velfærdsstaten har brug for, at vi alle, undtagen politikerne selvfølgelig, arbejder noget mere.

Nå. Men det betyder så, at vi efterhånden har malet os selv op i lidt et træls hjørne i dagens Danmark.

For vi blev tilbage i 1980'erne enige om, at familierne skulle have friheden til selv at vælge, hvordan deres hverdag skulle se ud - det skulle politikerne ikke blande sig i. Og resten måtte vi klare med overenskomster.

Så når børnene blev syge - og det gør de jo cirka hvert femte minut i vinterhalvåret - fik forældrene en dag eller to med løn. Det var jo rigeligt tid til at finde nogen, der kunne passe og pleje børnene, mens de selv tog på arbejde igen.

En i og for sig fin løsning vel egentlig. I dag rækker den desværre som en skrædder i helvede. 

De reserver, man plejede at kalde ind i tilfælde af sygdom, var nemlig bedsteforældrene. Men dem kan samfundet ikke længere undvære, så igen og igen står vi forældre med håret i den famøse postkasse.

For vores børn har altså ikke fået memoet om, at de maksimalt må være syge en dag eller to.

Så vi tyer til nødløsninger som at melde os selv syge, bruge feriedage eller at sende ungerne af sted, før de egentlig er helt raske. 

Det sidste med den konsekvens, at sygdommen så kan blive trukket i langdrag eller i værste fald givet videre til de andre børn i institutionen. Og så kan nogle andre forældre stå med lorten.

Så hvad gør vi herfra? Hvordan retter vi op på dét, der udgør en af de største stressfaktorer for småbørnsfamilier?

Tilsyneladende er svaret at indkalde bedsteforældrene alligevel. At stikke dem nogle omsorgsdage, så de trods fuldtidsarbejde stadig kan aflaste deres trængte børn.

Og Tænketanken Prospekt tager det endnu længere ved at foreslå, at de også kan tage en del af barslen.

Men er det fair, at bedsteforældre på den måde nærmest lovmæssigt skal indgå i børnefamiliernes hamsterhjul, mens de stadig tæsker rundt i deres eget?

Har de overhovedet lyst? Burde vi måske ikke hellere se på at gøre vilkårene lidt nemmere for børnefamilierne i stedet?

De spørgsmål har den nordjyske debattør Kirsten Hein vovet at stille. Og tak for det.

Det har så fået mig til at tænke på, om bedsteforældre i dag nødvendigvis skal stå til rådighed i samme omfang, som mine bedsteforældre gjorde det for 30 år siden?

Er det ikke muligt at gøre børnebørnenes barndom magisk, selv om man stadig arbejder og har sit eget liv? Er kærligheden ikke den samme, selv om man ikke er evigt tilgængelige?

Det korte svar er "jo" - det er så absolut muligt at være uundværlig og udrette mirakler, selv om man ikke er tilgængelig hele tiden.

Når jeg ser på de bedsteforældre, mine egne børn er så ufatteligt heldige at have, så er de en velsignelse. Uanset om de arbejder eller ej.

De henter og bringer, når lokummet brænder. De passer syge børn og fjerner ukrudt i haven og lægger vasketøj sammen og spørger, om de må give aftensmad.

Hvis det er det, vi har brug for.

Og hvis de kan få det til at hænge sammen i deres eget liv.

Så selv om mine børns bedsteforældre ikke altid kan hidkaldes og stå i entréen max 14 minutter senere, som mine kunne dengang i fastnettelefonens tid, så ved min børn godt, at de er højt elskede. At de er højt prioriterede. 

Kan man så bede om mere? Jeg tror det ikke.