"Puh, mor, du lugter altså": Før var jeg hele deres verden. Nu holder de sig for næsen

Dette er en klumme. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Måske har tegnene været der i noget tid, og så har jeg bare ikke bemærket det.

Måske er de vitterligt først begyndt at dukke op nu. 

Men de er i hvert fald tydelige.

I weekenden søgte min ældste datter som så ofte før en krammer, men pludselig trak hun sig væk.

- Puh, mor, du lugter altså. Af gammel sved, sagde hun, den lille orm, og holdt sig grinende for næsen. 

Bevares, jeg havde også lige skubbet plæneklipperen rundt i hele haven. Så jeg skød det hen.

Men få minutter senere, da jeg formastede mig til at synge i køkkenet, blev jeg afbrudt af min yngste.

- Stop, mor, stop, hylede hun inde fra stuen. 

- Du skal ikke synge!

Nå. Bevares. Og dér faldt 10-øren.