Vores tøj koster miljøet milliarder
Nyt miljøregnskab sætter for første gang kroner og øre på den pris, miljøet betaler for tøjproduktion
DANMARK: Mode- og tekstilbranchen er en af verdens mest forurenende industrier, og nu viser en ny rapport, at alene danskernes forbrug af tøj koster naturen og miljøet lidt over tre milliarder kroner hvert år.
Miljøpåvirkningerne fra en almindelig T-shirt af bomuld koster eksempelvis mere end 20 kroner. De penge dækker primært forbruget af vand, gødning til bomuld og energiforbrug hele vejen gennem produktionskæden.
Det viser et nyt miljøregnskab, der er nummer to af sin slags i Danmark. Miljøregnskabet med det gode mundrette navn ”Danish apparel sector natural capital account” sætter for første gang kroner og øre på den pris, miljøet betaler for vores tøjforbrug. Og den pris er for høj, mener miljøminister Kirsten Brosbøl (S).
- Alt fra de enorme mængder af sprøjtemidler og vandforbruget på bomuldsmarker til CO2-udledning, når man former læder og lynlåse, går ud over miljøet. Nu kan vi se, hvad det koster, og selvom næsten alt vores tøj produceres i udlandet, har vi stadig et ansvar. Jeg opfordrer branchen til at gøre det bedre og bruge det nye regnskab til at mindske deres pres på miljøet, siger Kirsten Brosbøl.
CO2-udledning i Kina
Miljøregnskabet er blevet til i samarbejde med tøjfirmaet IC Group, der blandt andet står bag mærker som Tiger of Sweden og Peak Performance. Og regnskabet skal ikke bare ligge i skuffen, understreger Morten Lehman, der er corporate responsibility manager for IC Group.
- I tøjbranchen er vi bevidste om, at vi har en stor miljøudfordring. Vi har allerede brugt regnskabet til at diskutere CO2-udledning med systuer i Kina - en udledning, man tidligere opfattede som et problem, der primært blev skabt i produktionen af råvarer og ikke i systuerne, siger Morten Lehman.
16 kg tøj om året
Rapporten viser, at langt den største miljøbelastning fra dansk tøjproduktion foregår uden for Danmark, især i Kina, Indien og Tyrkiet. Hver dansker bruger 16 kilo tøj hvert år, og det kræver blandt andet næsten 50 kilo kemikalier at producere. Miljøminister Kirsten Brosbøl er på vej med en strategi om at forebygge affald, der også har vores tøjforbrug som et vigtigt emne.
- Vi kan alle gøre noget for at skåne miljøet, for eksempel ved at gå efter kvalitetstøj, der holder længe og give vores gamle tøj videre i stedet for at smide det ud, hvis vi er blevet trætte af det. Selv er jeg blevet ret god til at bruge nye tøjlåneordninger som Chare eller at købe og sælge brugt tøj på nettet, siger Kirsten Brosbøl.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.