Wieghorst: Vi giver aldrig op
AaB går efter at overraske i Randers
Opdateret kl. 08:30
AALBORG: De seneste 10 superligakampe har de scoret fire mål i alt. Onsdag aften skal AaB så bruge tre kasser for at gå videre uden at skulle i straffesparkskonkurrencen. Det er status, inden AaB møder Randers FC i et returopgør, efter randrusianerne sejrede med 2-0 i Aalborg.
Trods det svære udgangspunkt til returkampen i Europa League-playoffs første runde vil cheftræner Morten Wieghorst ikke på forhånd stille sig tilfreds, hvis nordjyderne vinder udekampen, men ikke går videre.
- Som udgangspunkt er jeg tilfreds, når vi går videre, for det er det, der er målet nu. Alt det andet må vi tage efter kampen. Så kan vi se på, hvordan vi har præsteret, om vi har skabt chancerne, om vi har vundet og i så fald hvor stort, siger Morten Wieghorst.
Cheftræneren lægger vægt på, at nordjyderne trods modgang ikke har vist opgivende attituder trods nederlaget i fredags.
- Jeg har sagt til spillerne, at vi aldrig giver op, uanset hvad der sker. Det er der ikke nogen, der gør på forhånd. Vi ved, det bliver svært. Vi er bagud 2-0. Vi ved, det kan blive svært i løbet af kampen. Sådan er det ofte, når man er inde i perioder, som vi er i øjeblikket, siger Morten Wieghorst.
Hvis AaB ikke formår at vende 2-0-nederlaget til samlet sejr, er det slut for denne sæson i Alka Superligaen. AaB ender da som nummer 10.