Populær burgerbar serverer måltid i topklassen: - Biddet i burgeren var mageløst
Burgeren er den absolutte stjerne, men pomfritterne er også værd at tage med hjem fra burgerkæde midt i Aalborg
Opdateret 05. februar 2021 kl. 10:17
Søndag aften nærmede sig, og som ofte var det for mit vedkommende en dag i fodboldens tegn foran fjernsynet. Det spiller godt sammen med en omgang take-away, og da hylderne i køleskabet viste sin gennemsigtige overflade, valgte jeg at hente mad fra Grillen Burgerbar, som ligger midt i Aalborg.
Jeg bestilte den klassiske "Bacon & Cheese" burger som menu, hvor man får fritter og mayo med. Tjeneren anbefalede en milkshake med chokolade som sidevogn, så den kørte jeg med.
Jeg er 24 år og bor i Aalborg Vestby. Jeg forsøger at følge med i verden omkring os, og det gælder også for det aalborgensiske take-away miljø. Mad udefra er ofte den "nemme løsning", når jeg skal kompensere for en lang dag på arbejde.
Jeg er vokset op med et traditionelt dansk køkken, men horisonterne er siden blevet udvidet. Det asiatiske og specielt indiske køkken har fået et særligt tag i mig. Men jeg er heller ikke bleg for at kaste mig over en omgang friturestegt kød og tilbehør.
I min fritid følger jeg med i politik og sport. Jeg cykler mountainbike de få steder, hvor jeg kan finde kuperet terræn i Nordjylland.
Hurtig mad - men så alligevel ikke
Efter knap 10 minutter modtog jeg forbløffende hurtigt maden, som blev overrakt med et stort smil. Milkshaken lod dog vente på sig, og jeg blev nødt til at vente fem minutter, før hun konstaterede, at maskinen ikke virkede. Det kan jo ske, men det var lidt skuffende, at det ikke var opklaret, inden maden var færdig.
Jeg købte en dåsecola med i stedet, og dermed endte det i en samlet pris på 104 kroner, da jeg havde tilføjet en estragon mayo. På vejen hjem var lysreguleringerne på min side, og jeg nåede hjem i min lejlighed i Vestbyen på 10 minutter.
Fortræffelig smag og pænt udseende
Burgeren lignede en af de modeller, som man ofte ser i udlandet, når restauranter skal lokke folk indenfor. Den stod knivskarp med den brune brioche-bolle, som skinnede øverst, hvorefter salat, pickles, cheddarost samt bøffen formede sig pænt derefter.
Biddet i burgeren var mageløs. Tænderne skar sig igennem som en nyslebet rundsav i et tørt stykke træ. Det skyldtes, at den bløde bolle var sat sammen med en bøf, som var stegt akkurat så rød, som den skal være, når den skal i en burger. De mange stykker bacon havde samtidig en blødhed over sig, så det smeltede godt sammen med cheddarosten.
Åbningstider:
Søndag til torsdag: 11.30-21.30
Fredag til lørdag: 11.30 til 22.00
Adresse: Ved Stranden 1, 9000 Aalborg
Grillen Burgerbar har restauranter i Vejle, Herning, Aarhus, Aalborg og flere steder i København.
De brede stykker pickles var med til at gøre burgeren saftig, og derfor gjorde det slet ikke noget, at der var et skrabet lag dressing i. Tværtimod var det en fornøjelse sætte tænderne i en burger, hvor man kunne få en smagsfornemmelse af det forskellige fyld. Kødet og brødet kom til sin ret, uden det overhovedet blev tørt.
Mayo mangler smag, og varmen forsvinder hurtigt
Varmen fra maden var desværre en anelse forduftet. Om det skyldes min forgæves ventetid på milkshaken eller turen hjem, er svært at sige.
Det gjorde desværre også sit udslag i pomfritterne. Det var ellers tydeligt, at de var blevet stegt perfekt i frituregryden, så de var sprøde, mens der stadig var et godt bid i.
Hvis man skal sætte noget negativt på menuen udover den aftagende varme, er det dyppelsen til pomfritterne.
Jeg skulle anstrenge mig for at kende forskel på min estragon mayo og den almindelige, hvor jeg havde foretrukket estragonen i grovere stykker. Begge var en anelse for syrlige til min smag.
Men det kan ikke fjerne den samlede oplevelse af, at det var en rigtig god menu, jeg havde fået på min fodboldsøndag. Burgeren var simpelthen i topklasse. Der er ikke meget dressing i, men det er stadig en fedtet omgang mad, man får fra Grillen Burgerbar. Men hvis man ikke søger dét, er det nok ikke stedet, man bestiller mad fra.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.