V og S er uenige: Nu regnes der på prisen for vuggestuer på skoler

Politikere i Aalborg ser forskelligt på ønske om vuggestuer på skoler i Bislev og Hou - nu vil skoleudvalg vide hvad det koster

Det er blandt andet her på Bislev Skole, forældrene ønsker sig en vuggestue. Men forslaget er ikke populært blandt alle, selvom Venstre er en varm fortaler. Arkivfoto: Micheal Koch <i>Michael Koch</i>

Det er blandt andet her på Bislev Skole, forældrene ønsker sig en vuggestue. Men forslaget er ikke populært blandt alle, selvom Venstre er en varm fortaler. Arkivfoto: Micheal Koch Michael Koch

AALBORG:Forslaget om at åbne for at der kan etableres vuggestuer i forbindelse med de oplandsskoler, der i forvejen har en børnehave, får nu endnu en omgang i skoleudvalget.

Selvom der allerede er lavet en analyse af mulighederne for at udvide udvalgte skoler med en vuggestue, vil udvalget nemlig gerne have en konkret beregning på, hvad det vil koste at etablere vuggestuepladser på skolerne i Bislev og Hou.

- Der er ingen tvivl om, at vi - i Venstre - synes det er en god ide, siger skolerådmand Tina French Nielsen.

Hun lægger blandt andet vægt på, at det er et stort ønske i de to byer, hvor både forældrene og skolernes bestyrelser bakker op om forslaget. Og på sigt ser hun også gerne, at ordningen bliver udvidet til at omfatte andre landsbyskoler.

- Det er jo forældrene selv, der har henvendt sig til os. Og dem har vi valgt at lytte til, fordi vi tror på, at det vil medvirke til at styrke skolerne og lokalsamfundet, forklarer hun.

- Det bliver selvfølgelig lidt dyrere - også for forældrene, men til gengæld får de også et tilbud, hvor der er nogle andre åbningstider og muligheder, tilføjer hun.

Forældrene mener, der er flere fordele ved at lave en vuggestue i forbindelse med skolen i Bislev. Arkivfoto: Michael Koch <i>Michael Koch</i>

Forældrene mener, der er flere fordele ved at lave en vuggestue i forbindelse med skolen i Bislev. Arkivfoto: Michael Koch Michael Koch

I familie- og socialudvalget, der normalt har ansvaret for pasningen af mindre børn, er man til gengæld knap så begejstret for forslaget. Blandt andet fordi man frygter, at der ikke vil være ret mange børn - og dermed heller ikke ret mange pædagoger - i vuggestuedelen.

Men også fordi man ikke nødvendigvis tror, at børn på fem år har godt af at blive passet sammen med en på ni måneder. Familie- og socialudvalget frygter desuden, at det vil føre til, at flere af dagplejerne i området skal fyres.

Ifølge Mette Ekstrøm (S) har de socialdemokratiske medlemmer af skoleudvalget dog ikke noget imod, at der laves yderligere beregninger af, hvad det vil koste at lave vuggestuepladser på skolerne i Bislev og Hou.

- Vi synes ikke, det er en god ide. Men vi kan godt følge, de ønsker der er om at se nogle konkrete tal, selvom vi ikke vil forpligte os til at stemme for, forklarer hun.