Hjemmelavet og kæmpe portioner: Sådan smager mere end tre kilo mad fra mexi-sted

Vi tester, om det smager af Mexico på Boulevarden i Aalborg. Portionerne var i hvert fald store nok

Sådan ser burrito, nachos og quesadillas ud fra Aalborgs mexicanske takeaway-sted. Den "berømte" guacamole står i baggrunden. Foto: Anders Andersen

Sådan ser burrito, nachos og quesadillas ud fra Aalborgs mexicanske takeaway-sted. Den "berømte" guacamole står i baggrunden. Foto: Anders Andersen

AALBORG:Jeg troede, at min bedre halvdel lavede sjov, da hun kom styrtende nedad sidegaden til mig, der sad i vores, måske, lidt ulovligt parkerede bil (man kan ikke holde direkte ved restauranten): "Du kunne godt have ventet uden for, der er mindst tre kilo mad", udbrød hun med en kæmpe papirspose i hånden, der i den grad duftede af varme lande.

Chido Mexican Grill

Åbningstider: 11.30 - 21, alle ugens dage.

Adresse: Boulevarden 7, Aalborg

Da vi nåede hjem, kunne jeg godt opgive køkkenvægten. Den rækker kun til to kilo. Hun ramte temmelig præcist. 3,4 kilo mad var der i posen. Så meget har jeg aldrig fået før i en takeaway bestilling til to personer.

Foto: Anders Andersen

Foto: Anders Andersen

Det var blevet sidst på ugen og der var ikke flere ideer i madplanen, så det blev til takeaway. Valget faldt på Chido Mexican Grill, lige midt på Boulevarden i Aalborg.

I følge hjemmesiden er alting lavet fra bunden af engagerede medarbejdere, som er medlem af "Chido Familien". Deres oksekød (barbacoa) bliver beskrevet som langtidsbraiseret, guacamolen er efterhånden berømt, deres quesosauce er de stolte af og de går ikke på kompromis med råvarerne og deres personale holder hovedet koldt når de har travlt og de bibeholder overblikket.

Pyhaa, Det er godt nok den helt store pose med superlativer, chefen har kastet rundt med. Men der kan selvfølgelig også være mange superlativer i en pose med 3,4 kilo mad.

Nå, men nok om det.

Bestilling med små billeder

Chido.dk byder heldigvis på takeaway, som kan bestilles og betales på hjemmesiden. Og det er jo rigtigt fint.

Hjemmesiden er såmænd enkel nok at finde rundt i, men jeg mangler i den grad billeder af retterne. De få billeder, der nærigt er strøet ud over sitet, er til gengæld så små, at man intet kan se. Jeg er ikke så velbevandret i det mexicanske køkken, at jeg lige husker alle retter udenad. Men heldigvis kunne alle retter googles, så vi fandt da ud af det, alligevel.

Min mave valgte en quesadillas BBQ barbacoa, det er en slags lukket pandekage med ris, bønner og fajita grøntsager. Det var rigtigt dejligt, at man kunne tilføje ekstra ønsker til maden og fravælge koriander (som jeg ikke vil have). Til gengæld smed jeg noget bacon, ost og oksekød (barbacoa) samt guacamole oven på. Jeg blev jo nødt til at efterprøve påstandene om alt det hjemmelavede.

Chido Mexican Grill ligger på Boulevarden 7 i Aalborg. Foto: Lars Pauli <i>Foto: Lars Pauli</i>

Chido Mexican Grill ligger på Boulevarden 7 i Aalborg. Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli

Min medspiser pegede på en burrito holy guacamole med kylling, ris, bønner, fajita grøntsager og dobbelt guacamole. Hun tilvalgte bacon, ost og koriander.

Vi synes også lige, vi skulle forkæles med lidt nachos med kylling og ost ... hvis nu der ikke skulle være nok mad. Jeg synes, portionerne virkede lidt små i det på de få og små billeder, der var.

Vi valgte at afhente maden selv, da vi ellers skulle punge ud med 70 kroner for den service.

Vi fik at vide, at ventetiden ville være 25 minutter. Vi ankom 20 minutter senere og fik straks en pose i hånden. Personalet var vældigt flinke og restauranten moderne og enkelt indrettet, men måske mere klinisk end egentlig hyggelig.

Rigeligt med mad

Da vi fik åbnet for herlighederne hjemme på spisebordet, opgav vi hurtigt at tygge os igennem mængderne. Det lykkedes os at fortære vores nachos, men jeg havde bestilt to styk quesadillas, fordi jeg syntes, at de så meget små ud på billederne på hjemmesiden. Det var de så ikke i virkeligheden, men jeg havde selvfølgelig også fået proppet en masse ekstra fyld inden i. Dem kunne jeg umuligt spise. Min medspiser kunne også kun klemme halvdelen af sin burrito ned.

Det var tydeligt, at maden var hjemmelavet. Så langt vil jeg give stedet ret. Men så heller ikke mere end det. Guacamolen smagte da fint, men at den skulle være berømt, tror jeg kun den er i chefens egne drømme. Den var ikke helt frisk og den mangler og krydderierne var ikke helt velafstemte. Nu er vi ikke kokke derhjemme, men jeg vil påstå, at vi begge kan lave det bedre.

Det var en særdeles kaloriefyldte omgang, vi satte os til bords med fra Chido. Men vi havde heller ikke sparet på den ekstra ost, bacon og guacamole, Foto: Anders Andersen

Det var en særdeles kaloriefyldte omgang, vi satte os til bords med fra Chido. Men vi havde heller ikke sparet på den ekstra ost, bacon og guacamole, Foto: Anders Andersen

Jeg synes, desværre, heller ikke, at deres langtidsbraiserede oksekød var helt oppe at ringe. Det var kun en smule bedre, end hvad man kan købe færdiglavet nede i supermarkedet og varme op.

Min medspiser var dog meget begejstret for sin mad, som hun syntes smagte fantastisk.

Stedets nachos var heldigvis helt perfekte, var vi enige om. De var sprøde og lækkert krydret med noget skønt ost og kyllingekød oven på. Det kunne jeg godt have spist mere af!

Prisen på 400 kroner, inklusiv drikkevarer, er vel okay. Vi havde trods alt mad til to dage.

Alt i alt vil jeg sige, at det var en oplevelse, der ligger en smule over middel. Jeg vakler mellem 3 og 4 sodavand, men min medspisers begejstring og de fremragende nachos trækker mig op. Så det lander på 4, også fordi der var så rigeligt af det hele.

Bonusinfo

For to år siden åbnede denne Chido Mexican Grill i Aalborg. Den har allerede to andre butikker i Aarhus.

Om anmelderen

Jeg er en knap to meter høj, kødelskende mand på 46 år, der stadig er i voksealderen. Jeg bor i hus i Klarup med min samlever. Jeg styrketræner flere gange om ugen, og når jeg er alene hjemme eller strander i byen, ender det gerne i fastfood.

Jeg bliver først vegetar den dag, den sidste ko, gris eller ged på Jorden er blevet ædt. Jeg kan lokkes til vegetarmad, hvis det smager godt, men uden kød mangler der lige som altid noget.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.