Druknet i dressing: Her er min ærlige mening om legendarisk Jin Shing-burger

Burgeren er nærmest druknet i dressing. Men sådan er det hos Jin Shing, der må være en af Nørresundbys mest besøgte grillbarer

Foto: Anders Andersen

Foto: Anders Andersen

NØRRESUNDBY:Når jeg skal have mad som i gamle dage, så går turen ofte forbi dette sted, som er en af mine favoritter i Nørresundby. Stedet kender sine kunder og har bevaret konceptet stort set uforandret.

Om anmelderen

Jeg er en knap to meter høj, kødelskende mand på 46 år, der stadig er i voksealderen. Jeg bor i hus i Klarup med min samlever. Jeg styrketræner flere gange om ugen, og når jeg er alene hjemme eller strander i byen, ender det gerne i fastfood.

Jeg bliver først vegetar den dag, den sidste ko, gris eller ged på Jorden er blevet ædt. Jeg kan lokkes til vegetarmad, hvis det smager godt, men uden kød mangler der lige som altid noget.

Jin Shing Grillbar ligger tæt på Nørre Uttrup Torv og McDonald's. Grillbaren ligger i en gammel kro, som blev ombygget helt tilbage i 1985 af et vietnamesisk ægtepar. Dengang var der kun grillmad og forskellige risretter. Nu kan man også få sushi. Stedet drives i dag af ægteparrets børn, men en gang imellem ses forældrene stadig i lokalerne.

Jin Shing ligger på Hjørringvej 40 i Nørresundby, tæt på Nørre Uttrup Torv. Foto: Anders Andersen

Jin Shing ligger på Hjørringvej 40 i Nørresundby, tæt på Nørre Uttrup Torv. Foto: Anders Andersen

Det er på en eller anden måde superhyggeligt at træde indenfor. Her er bygget om og moderniseret, men ånden er den samme. Hurtig, solid mad til rimelige priser.

Uanset hvor mange der står i kø, så bliver man bemærket inden for få sekunder og spurgt, hvad man skal have. Også denne fredag aften, hvor vi har bestilt på forhånd. Vi fik, at vide, at der ville gå et kvarter. Vi ankommer præcist til tiden til et propfyldt lokale. Køen foran mig er flere meter lang.

Kassedamen er en spinkel kvinde, der knap kan se over bordet. Hun har en imponerende klæbehjerne. Folk når ikke at færdiggøre deres sætninger, inden hun rækker ud efter de rette poser. Der bliver ikke tjekket sedler eller slået noget op. Hun husker alt.

Kassedamen (med stribede ærmer) kan knap se over bordet. Hendes hurtighed og hukommelse er helt utrolig. Foto: Anders Andersen

Kassedamen (med stribede ærmer) kan knap se over bordet. Hendes hurtighed og hukommelse er helt utrolig. Foto: Anders Andersen

Jeg har lige været ude at spille golf i fire timer. Jeg kunne ikke ramme noget som helst, så jeg er gnaven og sukkerkold. Det når jeg dog nærmest ikke at tænke på, før jeg sekunder senere står med posen i hånden og har bippet dankortet.

Jeg skynder mig hjem. Burgeren er anrettet i en papæske og er nærmest druknet i dressing. Men sådan er det hos Jin Shing, der må være en af byens mest besøgte grillbarer. Her er altid kunder i lokalerne. Den rigelige dressing er stedets signatur.

Foto: Anders Andersen

Foto: Anders Andersen

I dagens anledning har jeg valgt at opgradere til en Black Angus bøf, som er lidt bedre end standardbøffen. Den smager fint. Den velsmagende dressing komplementerer indholdet af frisk salat, kæmpeskiver af agurk og tomat og et par solide, velsmagende bøffer plantet et sted i midten.

Det er en fint stor burger til en fair pris, som ligger godt i maven. Den er velsmagende uden at kaste sig ud i hverken gourmet eller sundhedsanprisninger. Det er solid dansk grillmad, der smager, som det plejer og har gjort det de sidste mange årtier.

Den samlede bedømmelse lander på 4 af 6 sodavand.

Jin Shing Grill

Åbningstider: Mandag og tirsdag: Lukket, onsdag-søndag: 11-21:30.

Adresse: Hjørringvej 40, 9400 Nørresundby

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.