Iværksætter

Tørrede bær i vaskemaskinen: Støvring-firma rammer supermarkederne og vil gøre tøjvasken bæredygtig

Camilla Schulze vil med sit firma ændre danskernes forbrugsvaner til at blive mere bæredygtige. Nu er turen kommet til vasketøjet.

Foto: Bente Poder
Foto: Bente Poder

Opdateret 20. juni 2022 kl. 10:45

STØVRING: Bivoks, sæbebær og absolut ingen plastik. Hylderne hos Camilla Schulzes virksomhed og webbutik, Bleschu, i Støvring kan umiddelbart synes fjerne fra de hylder, man møder i supermarkederne. Der er skruet ned for kemikalier og emballage, til gengæld er de miljømæssige ambitioner skruet helt i top.

- Det handler 100 procent om at skubbe på og sende et signal. Jeg vil gerne skabe en udvikling, så den her type produkter bliver tilgængelige, siger Camilla Schulze.

Det er bæredygtige, miljøvenlige produkter uden skyggen plastik, der fylder lokalet hos Bleschu, der holder til i Business Park Nord i Støvring. Især hverdagsting som toiletpapir, plastre, alternativer til stanniol og plastikfilm fylderne hylderne - og så er der også sæbebærrene.

Som Camilla Schulze demonstrerer, skummer sæbebærrene op, når de kommer i kontakt med vand, som man kender det fra almindelig sæbe. Foto: Bente Poder

Sæbebær til vaskemaskinen

Et af de produkter, hun i øjeblikket kæmper for at gøre tilgængeligt for danskerne er nemlig de nepalesiske sæbebær.

Sæbebær hænger bogstaveligt talt på træerne og vokser i Himalayaregionen. De tørrede bær kan fungere som et naturligt vaskemiddel takket være de naturligt forekommende saponiner, der fungerer som almindelig sæbe. Bærrene, hun sælger under eget navn - Care by Nature - fungerer som almindeligt vaskemiddel, og hvert bær har en levetid på omkring fem vaske. Selv svedigt sportstøj klares uden problemer, forsikrer Camilla Schulze.

- Min mand er kok og går i fedtos hver dag, og han var noget skeptisk, da jeg første gang introducerede sæbebær. Vi lavede derfor den ultimative test: hans underbukser og kokketøj. Blev det rent, var det godkendt - og det blev det altså, siger hun.

- Vækstet 300 procent

Bleschu har et par år importeret og solgt blandt andet sæbebær på webbutikken med samme navn, men snart skal man vænne sig til at se Camilla Schulzes eget sæbebærprodukt på supermarkedshylderne. I første omgang, hvis man kommer i Irma.

- Planen var oprindeligt, at de skulle have været brugt som spotvarer i Fakta, men i stedet bliver de nu fast sortiment i Irma. For min lille virksomhed betyder det alverden, at jeg nu kan levere i stor skala - virksomheden er vækstet 300 procent i år. Vil man ud og have fat og ændre forbruget, så skal man ud i supermarkederne, hvor folk køber ind til hverdag, siger Camilla Schulze, der fortæller at flere andre af virksomhedens produkter også er i støbeskeen til at komme på supermarkedshylderne.

Hvordan virker sæbebær?

Sæbebær er frugten fra træet Sapindus Mukorossi, der primært vokser i Himalayaregionen

De tørrede skaller indeholder saponin, der i forbindelse med vand fungerer som sæbe

Sæbebær er en helt naturlig løsning, der er allergivenlig

Ved vask tages fem skaller og puttes i den medfølgende bomuldspose, der placeres sammen med tøjet

Herefter vaskes som med normalt vaskemiddel. Afhængig af vasketemperatur holder et sæbebær til omkring fem vaske - jo varmere vandet er, jo hurtigere bruges saponinen

Care by Natures sæbebær sælges i forskellige størrelser. Priserne ligger på omkring 60 øre per vask

Sæbebærrene kommer på Irmas hylder i 2019 - nærmere bestemt uge 7

Kilde: Camilla Schulze

Når Coop og Salling Group viser interesse for produkterne, mener Camilla Schulze, at det viser, hun har fat i den lange ende.

- Det er jo en blåstempling af, at det reelt er et godt produkt og et alternativ til almindeligt vaskemiddel. Når jeg kommer ind og handler med de store kæder betyder det, at jeg virkelig får mulighed for at få noget gennemslagskraft, siger hun.

- Det er bare at få det ud over stepperne, så folk kan få et komposterbart vaskemiddel, der ikke generer affald, ikke udleder kemikalier eller giver allergi, siger hun.

Det miljømæssige spørgsmål

Sæbebærrene kan ved første øjekast minde om en afart tørrede dadler, men tager man dem i hånden er følelsen en helt anden. Mærker man inde i skallen kan man tydeligt mærke den glatte, småfedtede overflade, der fungerer som sæbe under vask. Men selvom bærrene giver en helt naturlig vask uden kemi af nogen art, er der stadig det problem, at de skal fragtes hele vejen fra Indien. Ikke lige frem det allerbedste, hvis man tager miljøkasketten på.

- Det er jo det værste ved produkter som disse. Indtil vi har lokale leverandører og produkter er vi nødt til at få fragtet varerne rundt. Men hvad er alternativet, spørger Camilla Schulze og fortsætter.

- Når du skyller og vasker i almindeligt vaskemiddel, vasker du kemikalier i spildevandet og ofte har du plastikemballage, der også er skadeligt for miljøet. For mig handler det om at prøve at lappe på, at vi har et hav, der er ekstremt presset af plast, og at vi udleder vanvittige mange kemikalier, siger hun.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden