Fængslende teater-drama: Glade dage med gæld og pølsemix

Teater

Fortælling fra samfundets bund på Aalborg Teater: - Det viser, hvordan gæld kan få os til at blive nærmest dyriske

Da jeg fredag aften oplevede danmarkspremieren på Henrik Szklanys nye stykke "Alle mulige ting til salg" med Marie Knudsen Fogh i hovedrollen som Anita, kom jeg til at tænke på en skikkelse fra udløbet af den italienske neorealisme, nemlig Pasolinis "Mama Roma" fra 1962.

Hvorfor lige det? Først og fremmest fordi den danske skuespiller er lige så brændende udtryksfuld som Anna Magnani i den gamle film. Den foregår i Roms udkantsområder, borgataen, blandt de proletariserede og afmægtige. Her kæmper Mama Roma for sin søn og for sin overlevelse.

Anita sidder i en anden slags udkant. Godt nok langt fra Rom. Jeg gætter på omegnen af Arentsminde og Halvrimmen i et halvvejs kondemneringsmodent hus, som trods sin åbenlyse værdiløshed alligevel er truet af tvangsauktion og dog samtidig hendes barndomshjem. Hun er dybt forgældet.

Sønnen Lars kommer hjem fra arbejde og varmer i julemåneden pølsemix i mikroovnen. Han spilles med udslukt energi, hvis sådan noget ellers findes, af Niels Anders Manley og samtidig med en rigdom af rørende detaljer i sin afhængighed af og samtidig sin omsorg for moderen. Han tør ikke rigtig fortælle hende, at hans vikarjob som pædagog på en institution er kommet i fare, fordi han er "kommet op at slås med en mongol, der hedder Teis, lidt for tit". Så forelsker han sig i den lesbiske Ester fra Holbæk og udbryder: "Jeg boller også kun med damer!" Men han tilføjer: "Ikke så tit. Det er meget dyrt".

Nabo-John i Lars Topp Thomsens uudgrundelige og stærkt underholdende udformning kalder sig selv "undertegnede" - "Så er John her!" - og kommer sejlende gennem scenerummet på en elscooter, hvis han da ikke lige afliver en kat med et velrettet riffelskud. Eller nogenlunde velrettet. Den spjætter stadig en rum tid efter. Han har penge i foret og lægger an på Anita, siden på hendes hævngerrige søster Beate, der dukker op med beregnende hensigter. Han kender sine betingelser: "Under dynen om vinteren. Under æbletræet om sommeren. Latter og snak og kærlighed i stuerne".

Foto: Kim Dahl HansenAalborg teater.

Beate spilles med stort register af Camilla Gjelstrup lige ind i det afsluttende nederlag til John, der karakteriserer hende som et "fryseposehoved". Altså en narrefisse. Selv er hun - som det efterhånden kommer for dagen - blevet overgivet af sin familie til en pædofil lærer, den "klamme stodder Vagn", og til årevis af udnyttelse i et ægteskab med ham.

Hvad skal Anita stille op? Hun er 63 år og lænket til sin lænestol af fibromyalgi. Marie Knudsen Fogh gengiver et lammelsesanfald med fuldstændig skrækindjagende troværdighed. Man kan næsten ikke ryste det af sig efter forestillingen.

Hun er fyret fra arbejdet og har været igennem hele registret af kommunale behandlingstilbud og mødt alle agenterne lige til "Skæld-ud-Peter". Hendes store ressource er hendes verbale slagfærdighed, som når hun afviser sin påtrængende søster, hvis dagsorden hun gennemskuer på et sekund: "Ku’ du ikke lige blande dig et sted hen - det ku’ f.eks. være udenom!" Og da søsteren nyfigent vil vide, hvem hun snakker i telefon med: "Hvis det ragede dig, så var det nok dig, de havde ringet til!" Behøver jeg tilføje, at skuespilleren placerer hver eneste træfsikre replik lige i skabet?

Den gældbundne er ufri. Det kælvende scenegulv sender hele hjemmet på lossepladsen, og det er meget ubehageligt at overvære Anita kravle bodsgang til den snedige kattejæger John. Hun må give afkald på sin søn, som må prøve sin lykke i Holbæk. Hos Ester? Hun fremstilles både indtagende og frastødende af Martine Emilie Barrett Levinsen. Balancen er godt ramt.

Er stykket en socialrealistisk rapport fra udkantsdanmark? Sådan lanceres det til dels af teatret. Eller er det en antydet allegori over en mere omfattende forgældethed, der har advarende bud til en samfundsudvikling, der truer hele nationens frihed?

Henrik Szklanys fængslende drama har i Martin Nyborg fundet en dreven iscenesætter, som kan den kunst at holde bolde i luften, morsomt og medrivende. Men også altid gådefuldt.

Stykket holder en udfordrende balance mellem realisme og absurdisme. Når vi i åbningsbilledet ser Anita lænket til sin lænestol, ser vi samtidig Winnie fra Samuel Becketts "Glade dage". Begravet i sand til halsen. Tragisk ukuelighed.

Har det igen været en glad dag?

Henrik Szklany: "Alle mulige ting til salg".&nbsp