Gik du glip af disse tankevækkende historier? Her er vores udvalgte artikler fra året, der gik
Trænger du til en pause i jule-stressen, eller skal du fordrive tiden i toget på vej hjem, så kan du her dykke ned i nogle af de bedste historier fra NORDJYSKE i 2018

Arkivfoto: Mette Nielsen, Bent Bach og Claus Søndberg
Kathrine Lykkegaard Jeppesen er digital souschef hos NORDJYSKE Medier.
2018 har været et begivenhedsrigt år.
Det er en kliche så fed som den julemad, de fleste af os sætter tænderne i 24. december. Hvert år er præget af begivenhedernes gang. Voldsomme og tragiske nyheder. Lykkestunder, lysglimt og medvind.
Nogle af nyhederne husker vi, og de går over i historiebøgerne, mens en del af dem bliver glemt igen så snart, kalenderbladet bliver vendt - eller før.
Derfor tillader jeg mig nu at træde et skridt tilbage.
Nedenfor har jeg udvalgt en række af NORDJYSKEs artikler, som falder udenfor den daglige nyhedsstrøm. Det er historier, som alle har gjort et stort indtryk på mig. De sætter begivenheder i perspektiv og får os til at tænke.
Så mens du venter på juleaften, eller hvis du trænger til en pause fra den hektiske jule-planlægning og forberedelse, vil jeg anbefale dig at dykke ned i en eller flere af historierne:
Ung familie undslap flammehelvede: Græd da de landede i Aalborg
Det her er historien, som sætter ansigt på en af de store naturkatastrofer, vi har oplevet i år. I sommer raserede massive skovbrande omkring Athen. Især havnebyen Rafina var hårdt ramt, og her boede en nordjysk familie, der var tæt på at blive flammernes bytte. Mareridtet fik en lykkelig slutning. Vi tog imod dem, da de ankom til Aalborg Lufthavn, og her fik følelserne frit løb.

– Det har vi ventet længe på, det har føltes som uger dernede i de sidste tre dage, lød det fra Mark Børjesson. Arkivfoto: Bent Bach
Politimanden knækkede: Trusler og død fik alt til at briste
Arbejdet på gaden, truslerne og døden fik bægeret til at flyde over hos Flemming Sloth Andersen, der arbejdede som politimand. Det er fortællingen om, hvordan politimanden knækkede, men i lige så høj grad er det den inspirerende beretning om, hvordan han stadig den dag i dag bruger sit smil som medicin.
Jesper bor i en bålhytte: Undskyld, jeg ikke har støvsuget
Det her er historien om Jesper Svendsen fra Frederikshavn, som er blevet smidt ud af sin lejlighed og bor nu under primitive vilkår. Artiklen sætter alt det her juleræs en smule i perspektiv, og han fortæller også her om, hvordan hans jul skal fejres i et nyt shelter, som han er flyttet ind i.
101-årig har været single i 30 år: - Mænd kan sgu ikke holde til meget
I den helt anden boldgade vil jeg her anbefale en livsbekræftende indsigt i 101-årige Ellen Wellejus‘ hverdag. Livet udenfor hjemmet har forandret sig hastigt, siden hun blev født. Derfor har hun også nogle fremragende betragtninger om livet, og hvordan det har udfoldet sig...

- Folk på plejehjem er godt nok syge i dag. Det var noget helt andet, da jeg flyttede ind for 10 år siden, lød det fra Ellen Wellejus. Arkivfoto: Mette Nielsen Mette Nielsen
Mysteriet om Erik Madsen
73-årige Erik Madsen fra Vebbestrup forsvandt på mystisk vis i ly af en voldsom brand. Mine kollegaer har undersøgt, hvad der kan være sket med ham. Der er meget få spor i sagen, og der er umiddelbart ingen økonomiske eller kriminelle motiver bag Erik Madsens forsvinden. Det er en sag, som politiet langt fra har opgivet, men hver gang ender de få spor i en blindgyde.
Fortællingen om Erik Madsen præsenteres i tre dele i en flot digital fortælling. Du finder del 1 her , del 2 her og del 3 her .
Tredje gang Simon faldt om, tog hans mor sit livs sværeste valg
I denne rørende artikel bliver det beskrevet, hvordan det er som mor og pårørende at tage stilling til organdonation, når ens allerkæreste er afgået ved døden. Vi får sat ansigter på den evige debat om organdonation, og man bliver mindet om, hvor tæt på døden kan være.
30 år efter: Fortællingen om Aalborg Værft
I sommer var det 30 år siden, Aalborg Værft blev lukket ned. Min kollega skruede tiden tilbage for at fortælle historien om landsdelens store arbejdsplads - og den særlige kultur og identitet, der fulgte med.
Historien bliver fortalt i flere dele. Du kan læse om fire værtsarbejdere, der ser tilbage her. Du kan læse om tre markante personligheder, som alle på en eller anden måde har haft noget med værftet at gøre her. Du kan også klikke dig rundt i grafikken, som viser, hvordan værtsområdet så ud før sammenlignet med i dag. Grafikken finder du her.
Nikolaj mistede sin kutter til havet: - Jeg er bare glad for, at alle kom med hjem
Nikolaj Bjerre er sammen med en række af de andre fiskere fra Thorup Strand kendt fra programmet Gutterne på kutterne. Og derfor gav det stor genlyd, da kutteren “Rigmor Kirstine” forliste udenfor Thorup Strand. I artiklen reflekterer Nikolaj Bjerre over tabet og fortæller om, hvordan han, hans bror og deres far forsøgte at redde kutteren.

Mens havet åd sig ind på kutteren, var der intet at stille op. Arkivfoto: Claus Søndberg Claus Søndberg
Ulykken var tæt på at koste Hirtshals Yard livet: Derfor gik det galt
I sommer kæntrede flydedokken i Hirtshals Havn. Det var så alvorligt, at det kunne have kostet værftet livet. Et par måneder efter ulykken fulgte min kollega op på sagen, som kunne have resulteret i, at op mod 100 personer havde fået en fyreseddel. Sådan gik det heldigvis ikke. Læs historien her om, hvordan det kunne gå så galt.
Efter rekorddyrt AaB-salg: Sådan er Christian Bassogogs stjerneliv i Kina
Selvom jeg ikke er særligt sportsinteresseret, er det virkelig interessant at læse om Christian Bassogog, som har skiftet kælderværelset i Aalborg Øst ud med en luksuslejlighed i Kina. Det er fascinerende at læse om hans nye tilværelse - og at han samtidig holder fast i sine forbindelser i hverken Afrika eller Aalborg.