Friluftsspil

Lokale frivillige får færre penge til kultur og musik

Første år med halveret kulturpulje til foreninger

Hjørring Sommerspil får tilskud i 2020. Sommerspillet opførte musicalen Grease i 2019, instrueret af  Helge Reinhardt, Vendsyssel Teaters første kunstneriske leder. Arkivfoto: Henrik Louis
Hjørring Sommerspil får tilskud i 2020. Sommerspillet opførte musicalen Grease i 2019, instrueret af Helge Reinhardt, Vendsyssel Teaters første kunstneriske leder. Arkivfoto: Henrik Louis

Opdateret kl. 08:09

HJØRRING: Lokale foreninger fik i år færre penge ved uddelingen af Frie Kulturstøttemidler. Ved budget 2018 blev puljen nemlig skåret ned fra 429.000 kroner til 209.000 kroner.

- Vi fandt lidt ekstra penge i 2019, så overgangen ikke blev så brat, men i år har vi varslet foreningerne, at de fremover må indstille sig på færre penge og rådgivet dem om at søge midler andre steder, for eksempel gennem fonde. Man kan ikke forvente at få penge, hver gang og større arrangementer forventes jo også at opbygge en vis kapital over årene, siger 2. viceborgmester Henrik Jørgensen (V), som er økonomiudvalgets kulturtovholder.

Bare det ikke bliver værre

Blandt de foreninger eller selvejende institutioner baseret på frivillige, der har fået penge, er Hjørring Sommerspil og Hjørring Musikforening.

- Vi kan nok overleve det lidt mindre beløb, vi får i år, men ikke mindst for musikforeningen, kan vi da godt frygte, hvis beløbet fremover bliver meget mindre eller helt forsvinder. Tendensen i musikerhonorarerne går nemlig den anden vej mod stadigt højere honorarer og vi vil jo gerne bevare den høje musikalske kvalitet, siger Kaj Nørholm, der bærer formandskasketten i både sommerspil og musikforening.

Jazzfestivalen Tversted Jazzy Days, som også er 100 procent baseret på frivillige, har allerede indstillet sig på den ny virkelighed.

- Vi går cirka 12.000 kroner ned. Mon ikke vi kan finde dem ved at søge flere fonde. Det er vi allerede i gang med, siger formand Niels Ole Sørensen.

Disse 14 foreninger fik penge

Lokalhistorisk Forening Lønstrup søgte 25.000 kroner og fik 7000 kroner til at sætte fokus på den lokale kulturarv.

Dansk Norsk Forening i Vendsyssel søgte 55.000 kroner og fik 21.000 kroner til en en to dages festival , hvor foreningen for femte gang bruger musik og samvær til at fejre dansk-norsk kulturudveksling.

Foreningen Made In Tversted - M.I.T Festival 2020 søgte 40.000 kroner og fik 21.000 kroner til at at skabe en musikfestival med pop, jazz, elektronisk musik og andet. i Tversted for unge i alderen ca. 16 – 35 år.

Ungdomsforeningen Under Kniven fsøgte 35.000 kroner og fik 21.000 kroner til Bæredygtighedsfestival i Hjørring på AVV Genbrugsplads på Affaldsscenen med lokal musik, inddragende workshops og foredrag.

Foreningen "Performance og filmproduktion i Vendsyssel" søgte 40.000 kroner og fik 21.000 kroner til Performance i Sygeplejernes Færdighedslab.

Hirtshals Byforum søgte 34.200 kroner og fik 14.000 kroner til Isskulpturfestival præsenteret af lokale kunstnere og med workshop for børn.

Tversted Jazzy Days søgte 50.000 kroner og fik 28.000 kroner til jazzfestival i uge 42.

Kulturhus Løkken søgte 20.000 kroner og fik 15.500 kroner til program 2020 med med 10-12 årlige arrangementer til at vedligeholde og udvikle et aktivt kulturliv i Løkken til glæde for både lokale og turister.

Den selvejende institution Hjørring Sommerspil søgte 50.000 kroner og fik 28.000 kroner til at opføre operette-komedien ”Mød mig på Cassiopeia” i Sct. Knuds Kilde sommeren 2020.

Hjørring Musikforening søgte 25.000 kroner og fik 19.500 kroner til Program 2020 med 6 - 7 koncerter om året med de bedste kammermusiksolister fra ind- og udland.

Vendsyssel Festival søgte 40.000 kroner og fik 28.000 kroner til Vendsyssel Festival 2020.

Lønstrup Café Bio søgte 25.000 kroner og fik 19.500 kroner til program 2020.

Hjørring Kammerkor søgte 15.000 kroner og fik 10.500 kroner til at opføre Henry Purcels opera "King Arthur" den 22. og 23. april 2020 på Vendsyssel Teater.

Foreningen Ago Events søgte 30.000 kroner og fik 21.000 kroner til historisk byteaterstykke: "Befrielsen" om Schmidt Olesen; en ung modstandsmand fra Hjørring. Der arbejdes sammen med Vendsyssel Historiske Museum.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden