SIF Fodbold har fået smart idé: Sådan får man flere frivillige
323 hold fodboldbørn fra nær og fjern drog fredag til traditionsrigt julestævne i Støvring - her er de frivillige en vigtig faktor
STØVRING: Fredag morgen var det slut med at sove julelænge for en flok familier fra Terndrup.
Der var nemlig afgang kl. otte til indefodboldstævnet i Støvring for blandt andre Sander på otte år og hans mor, Dorte Lybech.
- Men vi er nok 15-20 med til at heppe, både forældre, bedsteforældre og søskende, fortalte hun og pegede.
Netop da var Terndrups U9-drenge A-spillere ved at forlade banen med bøjede hoveder og nedadvendte mundvige efter at have tabt 5-1 til Løgstør.
- Ja, de går meget op i det og vil jo helst vinde, sagde Dorte Lybech, mens hepperne råbte ”kom igen!” og forsøgte at opmuntre drengene.
De havde i forvejen tabt en kamp, men havde til gengæld også vundet én, og der var to kampe tilbage.
Fire hold fra rekorden
Det traditionsrige julestævne i indefodbold begyndte torsdag og strækker sig over fire dage. I år deltager hele 323 hold, oplyser den meget erfarne stævneleder Ruth Andersen:
- Det er kun fire hold fra rekorden. Og vi har foreløbig ingen skader og ingen afbud, så det er jo dejligt.
Rekorden på 327 hold blev slået i 2015.
Der spilles kampe i alle Støvrings tre idrætshaller, nemlig Støvringhallen og de to haller i Arena Himmerland.
Der er også hold, der har måttet stå endnu tidligere op end Terndrup-flokken. Deltagerne kommer nemlig blandt andet også fra Aarhus, Skive, Hjørring og Thisted.
Hver aldersgruppe afvikler sine kampe på én dag, nogle i løbet af kun halvanden time, så der er ikke noget med overnattende unge fodboldspillere.
Frivilligkoden er knækket
Der er dog stadig masser af opgaver ved stævnet for de frivillige i SIF Fodbold, og det er netop i år blevet sat rigtigt i system af John Pedersen fra bestyrelsen.
Det fortæller Bodil Krunderup, som selv er frivillig ved julestævnet - og i øvrigt er gift med formanden, Lars Krunderup:
- Det er lykkedes at knække koden med vores frivillighedsteam. Alle forældre skal simpelt hen melde ind med en opgave i løbet af året. Man får et helt menukort at prioritere imellem, og så kan arrangørerne bare plukke af listen. Det fungerer bare. Så kan man jo også møde op til andre arrangementer uden dårlig samvittighed, og det er ikke de samme 10, der altid stiller op, siger Bodil Krunderup.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.