Plaffeministeren tilbage på højt niveau: Stadig ked af, hvordan det sluttede i AaB
Efter nogle år i udlandet er Ronnie Schwartz tilbage i Danmark - og tilbage som målscorer
Opdateret 26. december 2018 kl. 15:30
FODBOLD: - Ronnie er sååårt.
Sådan lød det med tyk randrussiansk dialekt på stadion i Randers for seks år siden.
Ronnie Schwartz blev efter skiftet fra AaB en umiddelbar succes i Randers FC, hvor han endte med at lave 40 mål i 88 kampe og samtidig blev en mand med mange kælenavne. Sorte Slyngel var det første, men det mest vedholdende var Plaffeministeren, der har klæbet til den tidligere AaB-angriber lige siden.
I sommer vendte Ronnie Schwartz tilbage til Danmark. Udlandsophold i Frankrig, Belgien og Norge blev aldrig den helt store succes, men i 1. divisionsklubben Silkeborg har han for alvor fået navnet Plaffeministeren til igen at dukke op på mediernes netsider.
I 15 kampe for Silkeborg har han lavet 12 mål og to assists, og han deler topscorerværdigheden i 1. division med tre andre spillere - hver har de fire angribere lavet 11 mål i landets næstbedste række.
- Det er gået over al forventning. Jeg vidste selv, at jeg stadig kunne lave mål, men der var mange, der var usikre på, hvor jeg stod efter nogle år i udlandet med både skader og mangel på spilletid. Men at det skulle gå så godt, tror jeg ikke engang selv, at jeg havde drømt om, lyer det fra angriberen, der i øjeblikket holder juleferie i hjemmet i Aalborg.
Angriberens fremtog som målscorer kom også på et belejligt tidspunkt for Silkeborg, der var kommet elendigt fra start i 1. division, og ugen forinden var Peter Søren blevet erstattet på trænerbænken af Michael Hansen.
- Jeg ved ikke, om man kan sige det på den måde, at det var min skyld, at det begyndte at gå godt, lyder det med et grin fra Ronnie Schwartz.
- Men det betyder selvfølgelig altid noget positivt for et hold, når der er en angriber, der virkelig begynder at lave mål. Samtidig så synes jeg, at man allerede efter den første kamp begyndte at kunne se, at Michael var kommet til på trænerbænken. Og de ændringer gav positive resultater i det meste af efteråret. Der har stadig været dårligere perioder, og dem skal vi blive bedre til at undgå, men vi sluttede positivt, siger han.
Silkeborg overvintrer på andenpladsen i NordicBet Ligaen fire point efter Viborg.
- Ja, det var godt for os, at Viborg tabte i Nykøbing i den sidste kamp, mens vi selv kunne vinde i Thisted. Det var en virkelig god måde at slutte af på. Jeg synes, at jeg havde manglet lidt i de sidste par kampe op til den, men i Thisted fungerede alt bare, siger angriberen om sejren på 4-1, hvor han selv leverede tre mål.
- Nu har vi fire point op, og det er absolut realistisk at sætte som mål at nå det, for i 1. division er der ikke nogen hold, der bare gå igennem med lutter sejre. Og for mig selv var det virkelig fedt at slutte af med tre mål. Det giver selvtillid - også selvom, der så kom en lang julepause.
Uforløst i AaB
Ronnie Schwartz blev født i Ulsted og rykkede i en tidlig alder til AaB, hvor han altid var omtalt som et stort talent. Til træning kunne man se, at her var tale om en angriber, der for alvor vidste, hvor målet stod. Men på kampdagen blev det aldrig helt vildt i tiden i AaB. Han havde nogle enkelte forrygende kampe - blandt andet sen sejr på 4-2 i Lyngby i første spillerunde i sæsonen 2010-2011, hvor han scorede tre gange.
Men ik sommeren 2011 valgte AaB at sige, at det nok var bedst, hvis han forsøgte at få talentet forløst et andet sted.
- Jeg er stadig den dag i dag ked af, at det sluttede, som det gjorde i AaB. Det er i den klub, jeg er blevet trænet og skolet, og jeg har stadig store følelser for AaB som klub, og jeg følger stadig med i resultaterne og i de spillere, jeg kender fra min tid i klubben. Så det står absolut højest på listen over ting, der ikke helt gik som det skulle, siger han.
I stedet kom han altså til Randers, hvor gennembruddet for alvor kom med først en oprykning til Superligaen og siden en fast rolle som målscorer, der førte til et stort salg til den franske klub Guingamp.
Født: 29. august (29 år)
Bopæl: Aalborg
Position: Angriber
Nuværende klub: Silkeborg IF
Tidligere klubber: AaB, Randers FC, Guingamp, Brøndby IF (leje), Esbjerg fB (leje), Waasland-Beveren, Sparta Sarpsborg 08
Mål i karrieren: 84
Bedste sæson: 2012-2013 (14 mål i 31 kampe) Randers endte med bronzemedaljer
- TIden i Randers er jo nok der, hvor jeg spillemæssigt havde den bedste periode. Det var der, hvor alle kælenavnene kom. Så fodboldmæssigt var det en virkelig god periode. Siden fik jeg lov at prøve det store udland i Frankrig. Det var en helt anden fodboldkultur, hvor det desværre ikke gik helt, som det skulle. Lige da jeg for alvor fik vist med frem med to mål i en kamp, fik jeg en skade, der gjorde, at jeg var ude i to-tre måneder, og så blev det aldrig helt det samme. Da jeg var i Belgien blev jeg ramt af en korsbåndsskade, så det var heller ikke nemt, siger Ronnie Schwartz.
Skal spille kampe
Opholdet i Frankrig blev afbrudt af nogle lejeophold i henholdsvis Brøndby og Esbjerg, hvor han i glimt viste, at han stadig kunne score mål. Og derfor var han haller ikke helt glemt, da han var skadesfri efter korsbåndsoperation i belgiske Waasland-Beveren. I januar i år skiftede han til norske Sparta Sarpsborg, hvor han blev del af en rent dansk angrebstrio sammen med Patrick Mortensen og Mikkel Agger.
- Jeg synes aldrig helt, at jeg fik chancen i Norge. De mente ikke helt, at jeg passede til den stil, som de gerne ville spille. Men jeg endte jo alligevel med at lave otte mål i 16 kampe, og det var med ret begrænset spilletid. Det, jeg selv har lært om mig i min karriere er, at jeg er en angriber, der er bedst, når jeg spiller kampe. Jeg er ikke manden, der egner sig til an rolle som joker fra bænken. Jeg er klart bedst, når jeg er en fast del af systemet og får mange minutter i benene. Og det må man jo so også sige, at jeg har fået i Silkeborg, siger han.
- På den måde er det rigtigt, at opholdet i Norge blev godt for mig alligevel, fordi jeg selv blev overbevist om mine evner som målscorer, mens klubberne også kunne få øje på mig igen.
Drøm om et sidste eventyr
Lige nu er al fokus rettet ind på foråret, hvor målet helt naturligt er at rykke op i Superligaen med Silkeborg.
- Det er der mit fokus er lige nu, og så dan skal det være. Jeg har halvandet år tilbage af min aftale med Silkeborg, men jeg ved også, at hvis jeg fortsætter med at score mange mål, så er der da en mulighed for, at der kan blive tale om et sidste eventyr i udlandet. På det tidspunkt er jeg ikke ung længere, men jeg er jo heller ikke 35, siger den nu 29-årige angriber.
- Men jeg er også nået dertil i mit liv, hvor et eventuelt udlandsophold skal være et sted, hvor det både fodboldmæssigt og økonomisk giver mening for både mig selv og min kæreste. Og lige nu har jeg det rigtig godt i Silkeborg. Vi går benhårdt efter førstepladsen, og det er realistisk nu, hvor der trods alt kun er fire point op. Og samtidig vil jeg også sige, at vi ikke ville være underdogs i eventuelle slutspilskampe mod de hold, der ligger nederst i Superligaen lige nu. Vi ville heller ikke være favoritter, men det er hold, som vi godt kan spille op med, siger Ronnie Schwartz, der glæder sig over at kunne holde jul i Danmark i år.
- Nu har vi prøvet at holde jul i udlandet nogle år, og det er også sjovt. Men det er også lækkert at være hjemme og være tæt på familien, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.