Umulig online-bestilling og dyrt tilbehør: Derfor får denne pizza alligevel topkarakter

Aalborg-restaurant med årtier på bagen byder på pizza med noget kapow i

Pizzaen bløder af tomatsovs, stærke sager og voldsomme mængder ekstra kød, som jeg bestilte oven i. Alt spillede perfekt sammen. Foto: Anders Andersen

Pizzaen bløder af tomatsovs, stærke sager og voldsomme mængder ekstra kød, som jeg bestilte oven i. Alt spillede perfekt sammen. Foto: Anders Andersen

AALBORG:Det er mere end 30 år siden, at denne særdeles kendte Aalborg-restaurant slog dørene op. Den er formodentlig kendt af de fleste nordjyder, der har forsøgt at finde et godt sted at spise italiensk.

San Giovanni ligger på hjørnet af Vesterbro og Vingårdsgade og er drevet af det dansk-italienske ægtepar, Benthe og Giovanni Volpi. Navnet og italienske flag på facaden signalerer, hvad det drejer sig om. En årrække var pizza ikke på menukortet, men i 2012 kom det (heldigvis) tilbage igen.

Foto: Anders Andersen

Foto: Anders Andersen

Det er blevet weekend, og trangen til takeaway er bygget op til et punkt, hvor jeg bliver nødt til at handle på det.

For en gangs skyld vil jeg bestille online. Jeg kan ellers bedst lide at bestille på stedet, så pizzaen ikke risikerer at blive kold, inden jeg når at hente den.

Men onlinebestilling er besværligt på San Giovannis hjemmeside, som ligner noget, der ikke har været opdateret siden 90'erne. Det er nærmest en joke! På mobilen skal jeg klikke hele tre gange, før jeg får et menukort frem som en pdf, som jeg skal klikke endnu en gang for at downloade. Selvom min mobilskærm er på 6,4", kan jeg ikke læse, hvad der står. Desuden nytter det ikke meget, da man alligevel skal ringe bestillingen ind. Det er der ikke meget onlinebestilling over ... så jeg smutter ned til San Giovanni i stedet.

Selvom restauranten er stuvende fuld, bliver jeg betjent med det samme af en høflig ung mand, der guider mig gennem det beskedne udvalg af pizzaer. For mig er det et godt tegn med et begrænset menukort, så ved stedet, hvad det står for. Jeg bestiller en variant med en for mig ukendt pølse på, kaldet "pizza n'duja" til 89 kroner.

San Giovanni

Åbningstider: Mandag - onsdag, søndag og helligdage: 17-22 (køkken lukker kl. 21). Torsdag - lørdag (17-23 (køkken lukker kl. 21:30).

Adresse: Vesterbro 46, 9000 Aalborg

Uden at spørge får jeg at vide, at den er meget stærk, men det kan jeg jo godt lide, så jeg hælder endnu mere på. Jeg er til ekstra meget kød i dag, så jeg får også oksekød, parmaskinke og gorgonzola på. Igen advarer tjeneren mig om, at det bliver en voldsom mængde fyld. Jeg takker for info og bestiller alligevel. Den samlede pris lander på 149 kroner for pizzaen. Det koster temmelig meget for den ekstra fyld: 30 kroner for parmaskinke og 15 kroner for oksekød og gorgonzola.

Vi går en tur, mens vi venter, og 10 minutter senere er pizzaen klar. En ny tjener ved med det samme, hvad vi vil, da vi træder ind ad døren igen. Vi skynder os hjem for at sætte tænderne i lækkerierne.

Jeg skal da love for, at det er en pizza med noget kapow i. Jeg elsker det. Hver bid er en himmerigsmundfuld af smagsoplevelser. Gorgonzolaen har en meget gennemtrængende, syrlig eftersmag, der spiller helt perfekt sammen med parmaskinken og den stærkt krydrede pølse. Jeg bliver nærmest blæst bagover.

Bunden er bagt helt perfekt og i høj kvalitet. Samtidig er pizzaen rund, fyldet er jævnt fordelt. Den ser også flot ud, da jeg åbner for den i bakken ... og der er rigeligt af det hele. Prisen for ekstra fyld er måske lige til den høje side. Til gengæld er der bestemt ikke sparet på det. Og smagen er helt oppe at ringe!

Jeg har svært ved at finde væsentlige kritikpunkter. Betjeningen var høflig, hurtig og informativ, pizzaen perfekt, og jeg er blevet rigtigt glad i maven, så selv om online bestillingen kunne være mere opdateret, og ekstra fyld er til den dyre side, er det ikke nok til at trække karakteren nedad. Jeg bliver nødt til, for første gang nogensinde i en af mine takeaway anmeldelser, at uddele topkarakter til San Giovanni. Den får 6 af 6 sodavand ... muligvis er det Aalborgs bedste pizzeria.

Om anmelderen

Jeg er en knap to meter høj, kødelskende mand på 46 år, der stadig er i voksealderen. Jeg bor i hus i Klarup med min samlever. Jeg styrketræner flere gange om ugen, og når jeg er alene hjemme eller strander i byen, ender det gerne i fastfood.

Jeg bliver først vegetar den dag, den sidste ko, gris eller ged på Jorden er blevet ædt. Jeg kan lokkes til vegetarmad, hvis det smager godt, men uden kød mangler der lige som altid noget.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.