Sommeren i Mariagerfjord bliver alt andet end kedelig
Midgårdsorm, byfest, cykelløb, veterantog og sommerkoncerter med tusindvis af gæster. Hvis du troede, sommeren i Mariagerfjord skulle bruges i hængekøjen, kan du godt tro om igen. Her er et udpluk af arrangementer, der kan lokke både børn og voksne væk fra sofaen og græsslåmaskinen.
Vikinger, ild og Midgårdsormen ved Fyrkat
Sommeren tyvstarter allerede 29. maj, når Fyrkatspillet vender tilbage til Vikingeborgen Fyrkat med forestillingen Midgårdsormen, der spiller frem til 13. juni.
I år markerer Fyrkatspillet samtidig 40-års jubilæum, og for mange i området er det blevet en fast sommertradition.
Årets forestilling tager publikum med ind i den nordiske mytologi, hvor rygterne går om, at Midgårdsormen er set i fjorden ved Fyrkat, mens Ragnarok lurer i horisonten.
Børnene får lov at give den gas på cyklen
Den 6. juni kommer Škoda BørneTour til Hobro med cykelløb for børn mellem 3 og 15 år.
Her handler det ikke om wattmålinger, dyre carboncykler og professionelle ambitioner, men om cykelglæde, røde kinder og børn, der får lov at mærke suset ved at trille over målstregen foran publikum.
Škoda BørneTour er Danmarks største cykelløbsserie for børn, og siden starten har mere end 25.000 børn deltaget rundt om i landet. Alle kan være med, uanset om man kommer på racercykel eller en lettere medtaget havelåge.
Musik i Østerskoven
Der bliver igen livemusik under åben himmel i Hobro, når Musik i Østerskoven vender tilbage den 12. juni. I år flytter festivalen til en ny plads ved DS Arena, hvor ambitionen er at skabe en mere intim festivaloplevelse uden at gå på kompromis med den velkendte stemning. Blandt navnene på plakaten er Poul Krebs, Nikolaj & Piloterne samt Almost AC/DC og Bryan Adams Tribute.
Fruerlundparken bliver til countryland
Fra 18. til 20. juni bliver Fruerlundparken i Øster Hurup fyldt med cowboyhatte, støvler og countrymusik, når Truckstop Country Festival løber af stablen.
I tre dage bliver området forvandlet til et lille westernunivers med livemusik, linedance, BBQ og campingliv. Festivalen har gennem årene opbygget et trofast publikum og tiltrækker gæster fra hele landet.
Naturen skal også have lidt plads
Ikke alle sommeroplevelser behøver at handle om høj musik og fadøl. Nogle gange er det sundt at sætte tempoet lidt ned.
Det gælder blandt andet den 11. juni, hvor der er guidet aftentur ved Als Odde. Her er fokus på kystnatur, fugleliv og områdets særlige planteliv. Med lidt held kan man måske spotte de første storspover på vej sydpå.
Turen er gratis og kræver bare fornuftigt fodtøj og et par gode ben.
Veterantoget ruller gennem sommeren
Igen i år bliver der mulighed for at tage turen med veteranjernbanen mellem Mariager og Handest.
Her går det ikke stærkt, og det er netop pointen. Veterantoget kører omkring 30 kilometer i timen mellem Mariager og Handest, hvilket giver rig mulighed for at nyde fjordlandskabet, bøgeskoven og følelsen af at være hoppet 100 år tilbage i tiden.
For børnene er det en spændende togtur med damp, fløjter og gamle vogne. For de voksne er det nostalgi på skinner.
Sommerkoncerten samler igen Øster Hurup
Et af sommerens største arrangementer finder sted den 18. juli, når Øster Hurup Sommerkoncert igen samler tusindvis af musikglade gæster.
Sidste år lagde omkring 5.000 vejen forbi, og igen i år ventes masser foran scenen.
På plakaten er blandt andre Poul Krebs, Lars Lilholt Band, Queen Machine og Birthe Kjær, så der bliver rig mulighed for både fællessang, kolde fadøl og den sommerfeststemning, som koncerten efterhånden er kendt for.
Metal ved Møllen skruer op for guitarerne
Fra 14. til 16. august får Mariagerfjord en lidt tungere lydkulisse, når Metal ved Møllen inviterer metalfans til Åmølle ved Hadsund.
Festivalen kalder sig selv Danmarks hyggeligste metalfestival, hvor teltliv og grønne omgivelser går hånd i hånd med tunge guitarer og hårde trommer.
På scenen venter 11 bands, blandt andre danske navne som Lifesick, LIVLØS og TROLD.
Mariager samler folk om de store spørgsmål
Sommer behøver ikke kun handle om koncerter og kolde fadøl. Fra 20. til 22. august er der også plads til debat, musik og store spørgsmål, når Mariager Folkemøde løber af stablen under temaet "Europa i forandring?"
Folkemødet er ikke kun for politiske nørder. Her er både debatter, oplæg, musik og møder mellem mennesker, der normalt ikke nødvendigvis sidder ved samme bord.
Samtidig breder arrangementet sig ud i byen med aktiviteter på Egepladsen, i Den Gamle Biograf og flere andre steder, så Mariager i et par dage forvandles til én stor samtale.
Hadsund Boldklub fejrer 100 år
Der findes få ting, der samler en by som et rundt jubilæum. Det gælder også i Hadsund, hvor boldklubben fejrer 100 år med tre festdage fra 20. til 22. august. Programmet byder blandt andet på byfest på Torvet, optog med Skoleorkestret og en stor jubilæumsfest i hallen.
Med omkring 700 aktive medlemmer og fire afdelinger er Hadsund Boldklub i dag langt mere end en fodboldklub. Jubilæet bliver derfor lige så meget en fejring af fællesskabet i byen som af selve klubben. Og måske også en meget god anledning for at samle de gamle holdkammerater og høre de samme historier én gang til.
AMBU-festen samler Hobro
Sommeren rundes af med en af Hobros store traditioner, når AMBU-festen fra 27. til 30. august igen inviterer til tivoli, fællesspisning og koncerter på Ambu-pladsen. På scenen står blandt andre TV-2, APHACA og Mille, mens overskuddet fra festen går til sociale, humanitære og kulturelle formål.
Det var kun et lille udpluk. Så hvis du stadig har plads i kalenderen, er der masser af oplevelser at finde på Kulturfjorden.dk
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.