Energipark Aalborg – tegn på visioner eller dumhed?


Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:56

Af Naja M. Czaja,Christianshåbsvej 6, Stae, 9310 Vodskov, staehuset@gmail.com

ENERGIPARK: Går ønsket om grøn omstilling kun ud på, at Aalborg Kommune får kroner i kommunekassen?

Er det København, der ønsker den grønne omstilling på bekostning af mennesker - eller hvem er det egentlig? Og ved dem, som ønsker grøn omstilling, at prisen betales ude på landet i de små samfund – der ude hvor den stille dansker finder fred og ro. Ude ved de mennesker, der netop har valgt at bosætte sig på landet for roen og freden skyld, for at være tæt på naturen og nyde de vide udsigter.

Derude på landet – det er nemlig der, de betaler prisen for grøn omstilling baseret udelukkende på kæmpevindmøller og solcelleanlæg større end 1000 fodboldbaner – placeret klos op ad deres ejendom.

Borgerne på landet og i de små samfund betaler med tab af ejendomsværdi samt deres livskvalitet og helbred for Aalborg Kommunes manglende respekt for, at CO2-regnskabet for vindmøller opstillet på land kontra vindmøller opstillet på havet er helt til hundene. En vindmølle på havet vil i sin levetid kunne producere det dobbelte af en tilsvarende mølle på land.

Så hvorfor mener Aalborg Kommune, der vil promovere sig på den grønne omstilling, at det gennemføres på bekostning af mennesker?

Aalborg Kommune ønsker at give et billede af at være det visionære flagskib inden for grøn energi, men virkeligheden er en ganske anden.

I stedet for at være foregangskommune og vise vejen med alternativ grøn energi, så forfalder Aalborg Kommune til at planlægge at etablere 19 havvindmøller på land og 520 hektar.

Energi kan ikke baseres alene på vind og sol i fremtiden.

Det kræver jo 100 pct. back-up af energiformer, der kan levere med 100 pct. sikkerhed hele tiden.

Hvordan skal kuvøsebarnet blive holdt i live, når solen ikke skinner, og der er vindstille?

Vi bliver nødt til at forske i mere sikre grønne energiformer, så vi sikrer 100 pct. dækning af vores energibehov – det sikrer vi ikke ved vindmøller på land eller solceller i kæmpe parker!

Bruger vi de mange milliarder helt forkert - og vil vi i værste tilfælde stille os selv dårligere, grundet en dårlig økonomi, der begrænser os i fremtiden, når Aalborg kommune vælger at basere grøn omstilling på vindmøller og solceller i det åbne land?

Ifølge regeringens nye klimalov skal der ske en reduktion på 70 pct. i 2030, hvilket i øvrigt vil koste over kr. 842 mia.

Det er uhyggeligt mange penge, som kunne gøre en helt enorm forskel i forskning – inden for grøn energi, så Danmark kunne bidrage til fremtidens løsninger inden for grøn energi.

Det er både en af de dyreste love nogensinde vedtaget, og en af de dårligste måder at bruge vores velfærd til at hjælpe verden – i hvert tilfælde hvis loven effektueres som Aalborg Kommune lægger op til.

Så bliver det også den største tilsidesættelse af menneskers helbred for økonomisk vinding, der er set i dansk politik nogensinde!!

Fordi mennesker er ikke beskyttede i vindmøllebekendtgørelsen, som er eneste grundlag for at stille krav til vindmølleindustrien. Det er en katastrofe at kæmpevindmøller kan etableres klods op af nabosamfund og ødelægge livet for fru Jensen på sin bondegård, der bliver nabo.

Ville en ambitiøs klimalov egentlig ikke være at tackle selve klimaforandringerne i stedet for hovedløst at trykke speederen i bund og etablere energiparker over alt i Danmark.

Er det virkelig det, Danmark og danskerne vil?

Hvis alle de energiparker, der er ansøgt om pt. realiseres, som kommer Danmark til at producere 30 pct. mere el end vi har brug for – og tilmed stadig ikke kunne dække det basale behov at energien produceres jævnt over døgnet og året rundt.

Det ville være noget mere fremsynet og en noget mere visionær opgave for er land som Danmark og et fyrtårn som Aalborg Kommune, at undersøge og forske i langt billigere alternativer til grøn energi end sol- og vindenergi. Sol- og vindenergi, som i øvrigt er pumpet op med tilskud og har været tilskudsbåret i mange år.

Ville det ikke være noget mere visionært af både Danmark og Aalborg Kommune at give tilskud til, at alle hustage får solceller, veje etableres med solceller, jordvarmen udnyttes – alene jordvarmen vil kunne levere to tredjedele af Danmarks energibehov, og den kan tilmed leveres uafhængig af om det blæser eller om solen skinner. Dette vel at mærke uden at borgere må betale prisen for grøn omstilling med tab af ejendomsværdi og livskvalitet samt helbred.

Fordi det bliver prisen som borgerne, der bor i Rærup, Vodskov, Langholt, Stae, V. Hassing, Klarup og måske endnu længere væk kommer til at betale for Energipark Aalborg.

Så hvorfor vil Aalborg Kommune være så bagstræbende i forhold til at etablere en energipark alene baseret på sol- og havvindmøller til land – en energipark, der kan producere meget mere strøm end indbyggerne i kommunen kan bruge, når det stort set intet betyder i forhold til CO2-udledningen?

Er det, fordi Aalborg Kommune har udsigt til at tjene 25 mio. kr. på at lade en privat investor etablere Nordeuropas langt største energipark – faktisk over dobbelt så stor som den næst største. Energipark Aalborg kommer til at strække sig over 1000 fodboldbaner.

Skal vi være et forgangsland i dumhed eller visionær tænkning?

Den almindelige dansker mister tilliden til det politiske system, når der står Eurowind på samtlige ansøgte vindmølleprojekter i Nordjylland, og politikerne er de eneste, der ikke kan se, at Eurowind skummer fløden (og putter millioner af kroner i kommunekassen), mens hr. og fru Jensen ude i de små bysamfund betaler prisen.

Er det virkelig visionært af Aalborg Kommune at ville bidrage til den grønne omstilling med sådan et markant fodaftryk?

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden