Tinas dagbog: - Jeg kan ikke tale med patienterne

Følelsen af at gøre en forskel og hjælpe når folk har allermest brug for det, er netop dét, jeg elsker allermest ved mit arbejde som sygeplejerske. Og det føler jeg virkelig her på pandemiafsnit P2.

Patienterne er dybt afhængige af den pleje og omsorg, jeg og mine kolleger på afdelingen yder, og det er derfor afgørende, at vi konstant er opmærksomme på deres behov, og hvordan de har det.

Medicin i store doser

Jeg passer hovedsageligt patienter, som har behov for respiratorbehandling. Når de ligger i respirator, får patienterne smertestillende medicin og sovemedicin i store doser, og dermed ligger de i kunstigt koma. De reagerer hverken på tiltale, smerte eller at vi vender og drejer dem.

Om skribenten

Tina Hjortkær Nielsen er gift med Stefan, og sammen har de 13-årige Caroline og Jonas på 11 år.

Familien bor i Øster Hornum - sammen med hunden Buffy.

Hun blev uddannet sygeplejerske i 2003 og har sidenhen uddannet sig til anæstesisygeplejerske.

Arbejder p.t. på pandemi-afsnit P2 på Aalborg Universitetshospital.

Er til daglig ansat på Farsø Sygehus.

Tina har i lighed med lægen Kasper Svendsen Juhl sagt ja til at lave dagbøger for NORDJYSKE for at give et indblik i, hvad det vil sige at være en del af pandemi-beredskabet.

I stedet må jeg observere dem tæt. Jeg holder for eksempel øje med, om de er for kolde, for varme, om de har feber, og om de begynder at få mærker på kroppen efter at have ligget længe i sengen. Derudover er der alle organernes funktioner, som følges tæt via blodprøver.

Mange faktorer spiller ind på patienternes tilstand, og når først man er blevet alvorligt syg af corona, er der stor sandsynlighed for, at flere organer vil påvirkes.

Pandemi

Tinas dagbog: - Svært at give den besked

Det er kompleks sygepleje, og det er både spændende og udfordrende. Som det er lige nu, passer jeg kun én patient ad gangen, og det priser jeg mig lykkelig for. Jeg håber aldrig, vi kommer i nærheden af italienske tilstande, hvor jeg har læst, af de passer både fire og seks patienter ad gangen.

Dét gør mig tryg

Jeg møder ind på min vagt, ser på en liste, hvilken stue jeg skal være på, og så er det ellers ind og klæde sig i værnemidler, så jeg kan få afløst den kollega, der sikkert længselsfuldt venter på at komme ud i den friske luft.

På mit arbejde i Farsø mødte vi alle ind på chefens kontor om morgenen og sad som sild i en tønde, når vi fik uddelegeret dagens opgaver. Det er ikke få gange, jeg har beklaget mig over den trange plads og tunge luft i rummet, men lige nu savner jeg de arbejdsdage, hvor vi sidder skulder ved skulder og knævrer løs, så chefen må ringe flere gange på klokken for at få ørenlyd.

Lige nu har vi kun enmandsstuer og tomandsstuer på P2. Jeg foretrækker klart de stuer, hvor der er to patienter, da vi så er to kolleger på stuen, og dermed er der hele tiden en at sparre med og spørge til råds. Det gør mig tryg.

Liv sat på pause - for en tid

Det er specielt at passe patienter, man slet ikke kan kommunikere med. Jeg er vant til at snakke med de patienter, jeg har at gøre med i dagligdagen. Forsøger at skabe tryghed for dem, inden de skal opereres.

Den information, jeg har om patienterne her på P2, har jeg fra deres journal, og så via den information, jeg får fra de pårørende. Måske har jeg passet dem kortvarigt, inden de blev lagt i koma, men der er de så udtrættede af at kæmpe med vejrtrækningen, at der heller ikke dér er den store kommunikation.

Jeg taler til dem, selvom de er sovende, og forklarer hvad jeg foretager mig. For eksempel når de skal vendes eller have en injektion, men der kommer ingen respons. Måske hører de mig, måske ikke, men hvis de gør, er der måske en kendt stemme at vågne op til, når de forhåbentlig engang kan trappes ud af respiratorbehandlingen og vende tilbage til det liv, der for en tid blev sat på pause.

- Jeg har måttet trække stikket

Selvom der efterhånden er kommet mere ro på, og tingene ikke længere sker i en fart - som det gjorde i starten - har jeg kunnet mærke, at det hele måske er gået så stærkt, at jeg har haft svært ved helt at følge med. Der har været mange nye ting at forholde sig til. Mange spørgsmål, som ikke nødvendigvis kunne besvares, og indtryk, som jeg ikke har kunnet tale med mine nærmeste om.

Jeg har kunnet mærke, at følelserne har siddet lidt uden på tøjet, nattesøvnen har været afbrudt, og det var pludselig svært at møde ind på job. Derfor har jeg været nødt til at trække stikket i nogle dage i starten af denne uge. Få det hele lidt på afstand og lige mærke efter, om jeg er helt ok.

Pandemi

Tinas dagbog: - Frygter at være smittet

Det tror jeg nu nok, jeg er. Jeg har fået snakket med folk omkring mig, fortalt hvordan jeg har det, og jeg har benyttet mig af sygehusets beredskab, hvis man har behov for at tale med en udenforstående. Det har været godt for mig at få sat ord på alle de følelser, der har hobet sig op. At få det lidt ud af systemet.

I weekenden venter et par dagvagter, og jeg har en følelse af, at det nok skal gå godt. Lige nu er det bare lidt ekstra hårdt.

Dagbøgerne er redigeret i fællesskab af journalisterne Emma Fjordbak, Caspar Birk og Lars Teilmann.

Kapitel 1: "Tinas dagbog: - Jeg kampsveder i mit udstyr"

Kapitel 2: "Tinas dagbog: - Svært at give den besked"

Kapitel 3: "Tinas dagbog: - Hvor længe vil pandemien vare?"

Kapitel 4: "Tinas dagbog: Frygter at være smittet"