Dagbog fra frontlinjen

Tinas dagbog: - Svært at give den besked

Sygeplejersken Tina Hjortkær Nielsen har på tæt hold oplevet, at ikke alle coronapatienter overlever. Og forsøgt at trøste pårørende uden at kunne give dét kram, som falder hende mest naturligt. Dette er andet kapitel af ”Tinas dagbog”

Tina Hjortkær Nielsen er anæstesisygeplejerske og arbejder med de mest kritisk syge corona-patienter. Foto: Lars Pauli

Tina Hjortkær Nielsen er anæstesisygeplejerske og arbejder med de mest kritisk syge corona-patienter. Foto: Lars Pauli

Øster Hornum, lørdag 4. april, kl. 11:32:

I denne weekend arbejder jeg i aftenvagter. Normalt arbejder jeg sjældent i weekenderne, men i øjeblikket betyder det ikke så meget, om jeg går på weekend en fredag eller en mandag.

Vanligvis består mit arbejde som anæstesisygeplejerske i at bedøve forholdsvis raske patienter til planlagte ortopædkirurgiske operationer - eksempelvis udskiftning af en hofte eller skulder. En operation, som forventes at øge deres livskvalitet på sigt.

Hvem er Tina?

Tina Hjortkær Nielsen er 44 år.

Hun er gift med Stefan, og sammen har de 13-årige Caroline og Jonas på 11 år.

Familien bor i Øster Hornum - sammen med hunden Buffy.

Hun blev uddannet sygeplejerske i 2003 og har sidenhen uddannet sig til anæstesisygeplejerske.

Arbejder p.t. på pandemiafsnit P2 på Aalborg Universitetshospital.

Er til daglig ansat på Farsø Sygehus.

Tina har i lighed med lægen Kasper Svendsen Juhl sagt ja til at lave dagbøger for NORDJYSKE for at give et indblik i, hvad det vil sige at være en del af pandemi-beredskabet.

En anden grad af alvor

I disse tider arbejder jeg med en helt anden patientkategori, for på P2 ligger de mest kritisk syge coronapatienter.

Alle har en svækket lungefunktion, og mange har brug for behandling i respirator. Min hverdag er nu præget af en anden grad af alvor, end jeg er vant til.

icon

Jeg synes, det er svært at skulle give dén besked, som ingen ønsker at høre.

Tina Hjortkær Nielsen, Anæstesisygeplejerske

Jeg passer mange patienter, der ligger i kunstig koma, og mit arbejde består blandt andet af personlig pleje, at give sondemad og medicin, tage blodprøver, være med til stuegang og udføre forskellige ordinationer, som udspringer heraf.

For eksempel skal respiratoren måske indstilles anderledes, eller væskebalancen skal rettes ind.

Også lejringen af patienten har stort fokus, for der skal både tages hensyn til lungefunktion og forebyggelse af tryksår.

Tina Hjortkær Nielsen på en af de stuer, hvor hun tager sig af corona-patienter. Privatfoto

Tina Hjortkær Nielsen på en af de stuer, hvor hun tager sig af corona-patienter. Privatfoto

En blandet flok

Jeg lærer noget nyt hver dag og nyder den sparring, vi er rigtig gode til her i afdelingen.

Vi er en blandet flok af plejepersonale. Der er sygeplejersker fra opvågningen, anæstesisygeplejersker, intensivsygeplejersker og lægestuderende, og til sammen er der en enorm viden og erfaring at trække på.

Jeg tænker, at når alt dette er overstået, vil der være en gensidig respekt og forståelse for hinandens specialer, som efter min mening ikke nødvendigvis altid har været givet før.

Foto: Lars Pauli

Foto: Lars Pauli

Solstrålehistorier

Mange af patienterne er indlagt i længere tid, og selvom jeg ikke nødvendigvis passer samme patient i hver vagt, begynder jeg efterhånden at have kendskab til forløbet for flere af dem.

Jeg møder ind til vagt og er spændt på, om der er fremskridt. Nogle dage er der små solstrålehistorier at dele, og jeg synes, det spreder sådan en dejlig glæde og optimisme i afdelingen.

Tårer har trillet

Andre dage må jeg ringe pårørende op og fortælle, at udsigterne ikke er så gode, som vi håbede.

Jeg synes, det er svært at skulle give dén besked, som ingen ønsker at høre, og jeg har da også trillet en tåre sammen med pårørende, der måtte tage afsked med en af deres kære.

Jeg har forsøgt at trøste - på afstand selvfølgelig - og det er hårdt ikke at kunne give en pårørende et kram, når det er dét, der ellers ville falde mig mest naturligt.

Hunden Buffy må finde sig i flere gåture i denne tid. Foto: Lars Pauli

Hunden Buffy må finde sig i flere gåture i denne tid. Foto: Lars Pauli

Så jeg kommer ikke altid hjem fra arbejde med det samme overskud, som jeg plejer. Og det er ikke få traveture, vores hund, Buffy, har måttet med på, for at jeg har kunnet få sorteret tankerne og være klar til familiehygge, lektielæsning og alt det, der ellers er blevet så god tid til.

Dagbøgerne er redigeret i fællesskab af journalisterne Emma Fjordbak, Caspar Birk og Lars Teilmann.

Kapitel 1: "Tinas dagbog: - Jeg kampsveder i mit udstyr"

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.