Har politikerne mistet respekten for parlamentarisme?
Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:50
Af Bjarne Wulff Nielsen,Østervænget 49, 9200 Aalborg SV bwn@gvdnet.dk
Det er uforståeligt..
I Danmark har vi heldigvis magtens tredeling. Den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt - og denne rækkefølge er selvfølgelig ikke uvæsentlig og er selve grundstenen i vort demokrati.
Det troede jeg i hvert fald.
Den socialdemokratiske retsordfører Jeppe Bruus, der ellers virkede til at være en fornuftig mand - udtrykte forleden I TV 2 News, at det var naturligt, at en minister udfordrede loven med henblik på at få så meget af sin politik gennemført som muligt. Da ”tabte jeg godt nok sutten”.
Jeg har en forventning om, at ministre og embedsfolk også overholder den danske lovgivning, internationale konventioner m.v. Der må da aldrig nogen sinde kunne opstå tvivl om det. Jeg forventede ikke, at politikere m.fl. bruger deres tid på at finde ”huller i osten”. Men det gør de så tilsyneladende alligevel, og så kan jeg bedre forstå, hvorfor alle disse møgsager og tvivlsomme dispositioner opstår.
Inger Støjberg udtaler rask væk, at hun ikke har afgivet en ulovlig instruks om barnebrude, og hun er derfor uskyldig.
Men kan Inger Støjberg med oprejst pande sige, at ”jeg har overholdt den danske lovgivning og internationale konventioner m.m.”, så har hun jo intet at frygte. Men det er jo sjældent, at der går ”røg af en brand, hvis ikke der har været ild”. Det er ikke andres skyld, at Inger Støjberg havner i Rigsretten, det er Inger Støjberg selv. Hvis hun havde forvaltet indenfor lovens rammer, så var hun aldrig havnet i situationen.
Vi – også politikerne – er nødt til at overholde dansk lovgivning m.v. – uanset om vi kan lide den eller ej. Gør man det ikke, så skal der også være en konsekvens. Dette gælder også for politikere. De kan jo ikke blive ved med at slippe med ”næser”, for så lovgiver de på bagkant, og de er selv dømmende myndighed. Hvis loven skal ændres, må det ske via folketingssalen, hvor det er muligt at høre andre – og ikke mindst andres – meninger inden der bliver foretaget noget overilet. Det er via dialogen og de gode argumenters kraft tingene skal ændres.
På mig virker det, som om politikerne fuldstændig har mistet respekten (og ikke mindst dømmekraften) for hele det parlamentariske system. De tror, at de kan gå på vandet. Bliver nogen dømt i Rigsretten går jeg også ud fra, at det får konsekvenser for ministerpensionen, og når vi taler om pension, så har jeg også svært ved at acceptere og forstå, at der skal gælde andre pensionsregler for folketingsmedlemmer, end dem der er gældende for den øvrige danske befolkning.
”Folkedomstolen” har dømt Inger Støjberg. Derfor må det også være dejligt for Inger Støjberg at kunne blive renset for enhver mistanke om lovbrud. Dette sikrer samtidig Inger Støjberg at andet og pænere politisk eftermæle. Der er ingen uskyldige, der skal kunne dømmes.
Hvis Inger Støjberg elsker sit parti så højt, som hun giver udtryk for, så vælger hun at tage orlov fra Folketinget. At andre partier på højrefløjen forsøger at gøre deres ”hoser grønne” hos hende, bliver hun nok nødt til at tage som et udtryk for ”stemmefiskeri”. Jeg tror ikke, at de ønsker et medlem, som måske kan blive dømt i Rigsretten. At blive i Folketinget vil bare være med til at sikre et fortsat uskønt forløb , og at politikerleden fortsætter med uformindsket styrke.
Når først Inger Støjberg har været igennem en Rigsret, så må turen komme til statsministeren. Når journalister spørger statsministeren, om ikke det er hende, som har ansvaret for minkskandalen. reagerer hun arrogant. ”Det er et mærkeligt spørgsmål”, og hun skyder direkte på embedsværket, da det beslutningsgrundlag hun har fået er mangelfuldt! Statsministeren bliver nødt til at komme til en erkendelse af, at det hende, der er ”chefen”, så ansvaret er hendes – og hendes alene. Det skal hun vide, ellers er hun ikke den rette person til jobbet. Hvis man peger fingre af andre, så skal man lige huske, at der altid vil være mange fingre, der peger på en selv. Det er samtidig sådan, at ”hunden bliver som sin herre”.
Pilot Chesley Sullenberger, der landede sit passagerfly på Hudsonfloden med 155 passager ombord, udtaler (jvf. NORDJYSKE): ”Det kan altid koges ned til ledelse”.Jeg var heller ikke klogere, end at politikere skulle/ville være rollemodeller, men vi kan da vist godt konstatere, at det ikke er prangende i øjeblikket.
Jeg savner i den grad ”Egon Olsen” (alias Ove Sprogøe), for han ville være den bedste af os to til at komme med min uforbeholdne mening om politikerne på ”Borgen”.
Det vi savner i Danmark, er en statsmand, der både vil varetage almenvellets, den ”store mands”, den ”lille mands”, minoritetsgruppernes og ikke mindst forhenværende minkavleres interesser. Mange minkavlere skal nu til at redefinere dem selv. Det kan sikkert blive svært for mange. Økonomisk kompensation er godt, men der er også store menneskelige konsekvenser. Det handler om hele mennesker. En statsmand, der samtidig ved, at hvis man har med andre folks penge at gøre, det skal man have respekt for. Hvorimod at man kan skalte og valte med ens egne penge lige så tosset, som man vil.
Er der håb forude?
Venstreformand Jakob Ellemann-Jensen udtaler trods alt, at loven skal overholdes. De har samtidig fået ny næstformand – Stephanie Lose. Hun virker til at være meget kompetent, tro mod sine rødder og til at have stor respekt for demokratiet. Hvis de to får ryddet op – også i egne rækker, så tror jeg, at der er håb forude. Man bør måske overveje at forlade et af støttepartierne for den nuværende regering.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.