Hvor er ambitionerne for byggeri i Aalborg blevet af?

BYGGERI: Kommunalvalget (16.11.) kan blive anledningen til et kursskifte i den kommunale planlægning.

Efter finanskrisen i 2008 forsvandt ambitionerne i Aalborg. Ambitioner om kvalitet i boligområderne, udvikling af grønne rekreative områder til borgerne, bevaring af den historiske midtby og lignende tiltag forduftede, til fordel for en vækststrategi, der tilgodeså ejendomsudviklerne.

I stedet blev der bygget tættere og højere, og velfungerende boligområder blev jævnligt udsat for projektforslag, der ignorerede bestemmelserne i de eksisterende lokalplaner.

Det har været en meget problematisk udvikling, præget af spekulative byggerier, udtænkt af ejendomsudviklere.

Aalborg er ikke alene om denne udvikling, den ses også i København og Aarhus, mens udviklingen i Odense er mere nænsom.

Denne praksis, hvor man hovedløst forringer og fortætter eksisterende boligområder, gamle bydele og forarmer nye boligområder med manglende friarealer, er ikke en naturlov, slet ikke.

Med omhyggelig kommunal planlægning og krav om høj kvalitet kan der skabes nye attraktive boligområder, der kan rumme den kommende befolkningsstigning.

Der er plads til gode rummelige boligområder, Aalborg er landets største kommune.

Det kræver et byråd, der har visioner og en kompetent forvaltning, der prioriterer borgenes vel fremfor at please ejendomsudviklerne. Det vil være en lukrativ investering for Aalborgs borgere, både økonomisk og i form af mere livskvalitet.

Vi er ikke partipolitiske, vi er for at bevare vores bygningskultur og landskabsværdier, at udvikle Aalborg med flere grønne områder i midtbyen, at der skabes grønne områder i tilknytning til alt nybyggeri.

Derfor ser vi gerne, at, en debat op mod kommunalvalget med visioner om et holdningsskifte i den kommunale planlægning.

Det sidste tiår har budt på adskillige kedelige planlægningseksempler, som her remses op i flæng, og hvis læseren ikke vil have spoleret sit gode humør, så spring over.

I Gl. Hasseris har man systematisk modarbejdet den eksisterende lokalplan med fortætningsprojekter, der vil ødelægge områdets kvaliteter, for ikke at tale om det famøse ”skrænthus” der blev tilladt opført trods berettigede protester.

I Sankelmarksgade har man tilladt syvetages boligbyggeri uden friarealer til beboerne.

Den eksisterende lokalplan for midtbyen påbød, at nybyggeri skulle tilpasse nabohusene dvs. maksimalt fem etager.

Et voldsomt nybyggeri ved Badehusvej er også langt højere end naboerne og i kraftigt underskud med friarealer.

Boligkvarteret Godsbanen er bygget så tæt, at massivt naboindkig samt skyggefulde facader er standarden.

Samme standard finder man i boligbyggeriet ved Østre Havn. Her tillod man undervejs en yderligere fortætning af området, så der kunne bygges højhuse ude i det fine havnebassin, også her skal man lede længe efter grønne friarealer til beboerne.

Ved Spritten købslog man med bygherren om renoveringen af Spritfabrikken, således at bygherren fik lov til at opføre tre højhuse på området, igen uden nære friarealer, og endog uden tilstrækkelige p-pladser, som man til gengæld ville opføre i den nærliggende Fjordpark, som er grønt nærområde for borgerne i Vestbyen.

I Nørresundby på havnekajen solgte man havneareal øst for brolandingen, der blev bebygget bastant og ufølsomt i forhold til bydelens skala, til trods for at man havde fine eksempler til efterfølgelse et par hundrede meter mod øst, alt sammen for at få en høj pris for byggegrunden.

I Gug har man givet tilladelse til at bygge højt tæt på den fredede Gug Kirke, hermed negligeres dette modernistisk pragtværk.

Den fredede arrest-bygning i Hasserisgade skulle også have spoleret sine omgivelser med et pjattet tårnagtigt hus, selvom det stred mod de gældende kommunale planer, det blev dog forpurret pga. protester her i valgåret.

Til gengæld har man tilladt, at der kan opføres et tårnagtigt hotel tæt på den fredede banegårdsbygning ved John F. Kennedys Plads.

Pietet for bygningskulturen er det småt med, en lokal byggematador fik en ny lokalplan af kommunen, som tillader ham at nedrive en bygning, der stammer fra renæssancen, på byens ældste gade, selvom man i 2006 netop havde lavet en lokalplan, der skulle forhindre nedrivning af husrækken. Fordi byggematadoren var for nærig til at bekoste en restaurering af bygningen.

Samme matadors økonomi blev også tilgodeset med tilladelse til nedrivning af bygningerne Bredgade 10 og 12. Også her ville han hellere bygge nyt end at restaurere.

Byrådet kan også af egen drift forringe midtbyen: Det grønne område ved Aabo Plads i Midtbyen, en fin lille oase til glæde for beboerne, blev omdannet til p-pladser, for at få kabalen om et budgetforlig til at gå op. Uagtet at byrådet for nylig havde vedtaget at bevare det grønne område.

Man kunne få den tanke, at byrådet er imod grønne områder i midtbyen – strækningen fra Gabels Torv til Østerågade er én lang stenterrasse med et par store kummer med planter.

Men der er håb – for eksempel lå Aalborg Kommunehospital (Sygehus Nord) oprindeligt i en smuk park, den kan genskabes.

Efter vores mening er der muligheder for at skabe en grøn og bæredygtig midtby, smukke forstæder med grønne herlighedsværdier, første skridt er overblik og ambitioner i den kommunale planlægning. Det er en debat værd.