Kære sygeplejersker - tak for indsatsen


Opdateret 20. maj 2022 kl. 12:07

Af Connie Trudslev,Fjordhøj 14, 9240, jentrud@gmail.com

SYGEPLEJERSKER: Så kom regeringsindgrebet, der skulle sætte en stopper for den langvarige sygeplejerskestrejke.

Regeringen har under hele strejken ellers stået fast på, at den ikke ville blande sig i en faglig konflikt. Det gentog statsminister Mette Frederiksen så sent som i tirsdags (24.8.), men så onsdag aften stod beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard klar med Lov 240, der afslutter konflikten.

I løbet af få timer lykkedes det at få tre fjerdedeles flertal i Folketinget for at hastebehandle forslaget. Så da Folketingets formand torsdag fra talerstolen spurgte, om nogen gjorde indvending mod behandlingen, var der rungende stilhed i salen - bortset fra på tilhørerpladserne der var fyldt med sygeplejersker i røde trøjer.

Jeg har fuld forståelse for, at sygeplejerskerne er rasende.

Med loven ophøjer man det mæglingsforslag, som sygeplejerskerne har forkastet, til lov og giver intet, absolut intet oveni. Indgrebet er et slag mod deres fag og mod det kollektive sygehus- og sundhedsvæsen.

De strejkende har gennem et væld af aktiviteter gjort det klokkeklart, at de ville have mere i løn – og vel at mærke mere end de godt 5 procent over tre år, som de stemte nej til to gange.

Samtidig ville de have en garanti for, at en komite ikke kun skal se nærmere på lønningerne i den offentlige sektor, men også føre til reelle løsninger på lønforskellen mellem kvinde- og mandsdominerede fag.

Her har sygeplejerskerne – sammen med sosu’er og pædagoger - igen og igen peget på, at det er et politisk ansvar.

Oven i det politiske indgreb skal sygeplejerskerne så høre på hån fra forskellige sider: ”En tabt konflikt”. ”Forgæves fra starten af”. ”Den hemmelige konflikt”.

Chefredaktør Kristian Madsen på Ugebrevet A4 konstaterer: “Sygeplejerskerne endte med lige præcis det resultat af strejken, som de fleste havde forudset: En lang næse.”

Men det er ikke sygeplejerskerne, der i det lange løb kommer til at sidde tilbage med en lang næse. Det ender med at være regeringen og de partier, der stemmer for indgrebet, og som ikke ville bevilge de ekstra midler, der kunne have opfyldt i det mindste nogle af sygeplejerskernes krav.

Nu skal regnskabet naturligvis gøres op. Der er sår, der skal slikkes. Der er opgør, der skal tages. I Dansk Sygeplejeråd. Og i den øvrige fagbevægelse, der i den grad “efterlod sygeplejerskerne alene på perronen”.

Sygeplejerskerne har imod alle ods taget én for holdet ved OK21, og ligelønsspørgsmålet står et helt andet sted nu, end før de offentlige overenskomstforhandlinger 2021 begyndte.

Det er ubetinget sygeplejerskernes fortjeneste. Så derfor endnu engang - tak for indsatsen. Fordi I stod fast, føres kampen mod den historiske underbetaling af kvinder i den offentlige sektor fremover fra et nyt udgangspunkt.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden