Debat samfund

Debat: Alt det, vi egentlig får for kirkeskatten

Kirkerne lægger hus til mange kulturelle og understøtter dermed den folkelige debat og musiklivet og bidrager således til et aktivt lokalsamfund, skriver sognepræst Pia Kirkegaard. - Mange steder i de små lokalsamfund er det kun den lokale kirke, der kan tilbyde det

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.

Af Pia Kirkegaard,præst i Vejgaard Kirke, Vejgaard Kirkevej 11, 9000 Aalborg PMPK@km.dk

FOLKEKIRKEN:”Godt, at man ikke betaler kirkeskat!”.

Sådan lød den lakoniske kommentar på et af de sociale medier her kort før påske.

Anledningen var, at en ven, der i årevis har ydet en frivillig indsats ved den lokale kirke, hvor han bor, havde modtaget en påskehilsen fra samme kirke. I øvrigt ligesom alle de andre frivillige ved den pågældende kirke.

Han lagde et billede af påskehilsenen på Facebook: En mulepose og et påskeæg med chokolade. En beskeden, men fin lille anerkendelse for mange timers frivillig indsats i løbet af året. Det var her bemærkningen faldt i en kommentar til billedet: ”Godt, at man ikke betaler kirkeskat!”

Ofte, i debatter om kirken, falder bemærkningen: ”Godt, man ikke betaler kirkeskat” eller ”Og det betaler man kirkeskat for!”.

Kirkeskat er en skat, vi her i Danmark betaler for at være medlem af Folkekirken.

I gennemsnit betaler folkekirkemedlemmer 0,87 procent af deres skattepligtige indkomst i kirkeskat. Enkelte steder en smule mere, andre steder noget mindre. Børn og unge betaler ikke.

Hvad går pengene så til?

Den sikrer, at der bliver afholdt gudstjenester i lokale kirker over hele landet, dåb, bryllup, konfirmation og begravelser.

Det er helt gratis at blive viet i kirken. Det er gratis at blive bisat eller begravet.

Via kirkeskatten bidrager man også til, at der kan udføres socialt arbejde i de enkelte sogne, der kan uddeles julehjælp, afholdes sorggrupper, etableres besøgstjenester med besøg hos ældre og ensomme.

Derudover lægger kirkerne hus til mange kulturelle og sociale arrangementer som eksempelvis koncerter, foredrag, kor, studiekreds, babysalmesang – og understøtter dermed den folkelige debat og musiklivet og bidrager således til et aktivt lokalsamfund. Mange steder i de små lokalsamfund udenfor de større byer, er det kun den lokale kirke, der kan tilbyde det.

Kirkeskatten bidrager også til, at børn og unge bliver undervist i den kristne tro. Det er tusindvis af konfirmander og børnekonfirmander (dem i 3. klasse) hvert år, herunder børn og unge, der har særlige behov. I Aalborg Stift er vi langt fremme lige netop i det arbejde.

Kirker og kirkegårde bliver vedligeholdt. De 2400 kirker og omkring 2000 kirkegårde i landet bliver passet og plejet, så pårørende kan finde fred og trøst ved deres afdødes gravsteder.

Og så er der jo præsternes løn, som rækker til de præster, der er ansat ved kirker, men også de der er ansat på sygehuse, hospice, fængsler, i forsvaret og på uddannelsesinstitutioner. Her møder præsten ofte folk i kritiske livssituationer.

Endelig bidrager man også til at oppebære personregistreringen. En ren forvaltningsopgave uden religiøst indhold, som varetages af Folkekirken. Registreringen foregår over nettet.

De disciple, der efter påske gik hjem efter at have oplevet Jesu korsfæstelse, død og opstandelse – anede intet om institutionen den danske folkekirke, kirkeskat endsige personregistrering.

Det var vigtigt for dem, at de holdt fast i det, de havde gjort sammen med Jesus – de fortsatte med at læse skrifterne, huskede, hvad Jesus havde sagt, bad og spiste sammen. Og de delte ud af resterne efter måltiderne til samfundets fattigste.

Her anes konturerne af den kirke, vi kender i dag. En kirke, som er sat i system, og hvor vi kan betale skat og lægge et beløb i kirkebøssen og på den måde bidrage til at være kirke, der understøtter socialt arbejde. Så vores bidrag er i dag økonomiske. Men ikke udelukkende.

For mange mennesker i Danmark tager det også anderledes praktisk form. Der bidrages ved at tage aktivt del i den lokale kirkes liv. Nogle spiller eller synger, andre dækker kaffebord på det lokale plejehjem, nogle holder sorggrupper, nogle hjælper til ved julemarkeder eller høstmarkeder, der støtter sociale formål, nogle samler ind ved de store landsdækkende indsamlinger, nogle står i en genbrugsbutik eller holder cafe for ensomme.

Der er så mange måder at være frivillig i kirken på.

Med kirkeskatten dannes rammen om den danske folkekirke. Med frivilligheden udfyldes rammen. Det er nemlig helt afgørende for en levende kirke med den frivillighed, der opstår ud fra troen på, at kristendommen er praktisk udlevet næstekærlighed. En frivillighed der kan antage vidt forskellige former for engagement - ikke mindst i ens egen lokale kirke.

Frivillighed har trange kår lige nu, hvor vi ikke må mødes så mange. Det er en kendsgerning. Men måske er det påskens budskab i 2021 med alle de restriktioner, vi er underlagt, at ligesom gudstjenester nu med de seneste lempelser af restriktioner kan afholdes udenfor (selvom vejr og vind i Danmark betinger den mødeform), så opstår kristendommen ude. Ude i verden – ude i samfundet - i mødet mellem mennesker, hvor troen og håbet på en bedre verden opstår og lever kristendommen.

Kirkeskatten gør, at rammen og bygninger til det møde findes, men det er os, der kan fylde – og sprænge – rammen, så livet på alle mulige måder genopstår, både i og udenfor de, lige nu, nedlukkede kirker.

Bevares, på afstand, med mundbind og håndsprit, men på trods af alt det, så kan vi både betale kirkeskat med glæde, ønske hinanden glædelig påske og give det en tanke mere: Alt det, vi egentlig får for den kirkeskat, vi hver især kan bidrage med.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.