Nordjyske mener

Nordjyske mener: Uenighed er demokratiets grundvilkår

Stefan Buur Hansen er ansvarshavende chefredaktør for Det Nordjyske Mediehus.
Stefan Buur Hansen er ansvarshavende chefredaktør for Det Nordjyske Mediehus. Caroline Bundgaard, Det Nordjyske Mediehus/Free

Hvorfor skal man betale løbende skat af den grund, ens hus står på, når man allerede ejer den? Hvorfor stiger pensionsalderen så meget, at kommende generationer både får flere år på arbejdsmarkedet og færre år som pensionister?

Og hvad betyder det for vores børn og unge, at stadig mere af deres liv foregår foran en skærm?

Er der parkeringspladser nok i Aalborg? Hvor skal varmestuen placeres? Er Aalborg Karneval en kulturel styrke eller en årlig belejring af byens beboere?

Skriver vi på Nordjyske for meget om netop Aalborg på bekostning af alle andre byer i Nordjylland? Og er ulve eller naturparker et tegn på stærkere natur eller en trussel mod livet på landet?

Der findes mange spørgsmål, som man kan have en holdning til og være dybt uenige om. Og tak for det.

For uenighed er ikke et demokratisk problem. Den opstår, fordi mennesker har forskellige erfaringer, interesser og værdier – og i et demokrati må de nødvendigvis støde sammen. Nogle ser grundskyld som en rimelig skat på stigende boligværdier. Andre oplever den som en straf for at blive boende i deres eget hjem.

Begge positioner kan være legitime. Det er demokratiets grundvilkår.

Problemet opstår først, når uenighed bliver gjort til noget mistænkeligt. Når folk med andre holdninger ikke blot anses for at tage fejl, men for at være dumme, egoistiske eller onde.

Den udvikling præger efterhånden store dele af den offentlige debat. Ikke mindst på de såkaldte sociale medier, der i virkeligheden langt oftere fungerer som algoritmestyrede opmærksomhedsplatforme. Her belønnes vrede hurtigere end forståelse. Nuancer drukner let. Og målet synes alt for ofte at være at ydmyge modparten frem for at overbevise med argumenter.

Det er ikke kun et problem for tonen. Det er et problem for samfundets evne til at fungere.

For hvis prisen for at deltage i debatten er latterliggørelse eller offentlige angreb, vil færre almindelige nordjyder have lyst til at blande sig. Så overlades samtalen til de hårdeste stemmer. Dem, der ser kompromiser som svaghed og enhver uenighed som en kamp mellem gode og onde.

Konsekvensen mærkes også lokalt. Når folk holder sig tilbage fra borgermøder, debatspor og lokalpolitik, bliver beslutninger om byer, natur og lokalsamfund lettere domineret af de mest højlydte fronter frem for af den brede samtale, et fællesskab har brug for.

I Nordjylland mærkes det tættere end mange andre steder. Her er afstanden mellem beslutninger og hverdagsliv kortere. Den offentlige debat er ikke bare støj omkring politik – den er en del af den måde, lokalsamfund former sig selv på.

Et demokratisk fællesskab kræver ikke, at vi mener det samme. Det kræver, at vi kan holde ud, at andre ikke gør.

Derfor bør vi insistere på en offentlig samtale, hvor folk kan deltage uden at frygte latterliggørelse eller udskamning.

For Nordjylland bliver ikke stærkere af færre stemmer i debatten – men af flere, der tør bruge dem.

Stefan Buur Hansen er ansvarshavende chefredaktør for Det Nordjyske Mediehus.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden