Klumme

Direktør: Denne kunstsamling er et sanse-bombardement ud over alle grænser

På Voergaard Slot lever kunstværker i verdensklasse hovedsagligt gennem fortællingen om den sidste godsejer. Det giver uventet plads til drømmeri om svundne tider, skriver klummeskribent Mads Damsbo

Mads Damsbo er direktør hos Artcenter Spritten. Foto: Claus Søndberg

Mads Damsbo er direktør hos Artcenter Spritten. Foto: Claus Søndberg

Mads Damsbo er direktør hos Artcenter Spritten.

Den forgangne weekend blev der pustet liv i et af de dilemmaer, der har forfulgt mig gennem hele mit arbejdsliv som kunsthistoriker: Hvor meget - og ikke mindst hvilken form for museumsformidling skal der til, for at vække kunsten og fortiden til live?

Skal kunstværker opleves alene for deres æstetiske udtryk og sanselige kvaliteter? Eller skal folk have hele smøren om, hvordan det forholdt sig, da ruder konge var knægt? Konteksten var en rundvisning på Voergaard Slot ved Dronninglund. Og her kom kunsthistorikeren i regulær nærkamp med min indre drømmer og fantast, da godsets sensationelle kunstsamling blev formidlet slet og ret som en del af familiefortællingen om stedets sidste ejer, en vis grev Ejnar Oberbech-Clausen.

Voergaard er forbavsende ukendt uden for Nordjylland. Stedet udmærker sig ved at være et af kongerigets fineste renæssancebygninger. Den er opført i 1588 af den navnkundige Ingeborg Skeel, nogenlunde samtidig med Kronborg i Helsingør. Alene arkitekturen er et besøg værd, men det store hus rummer i tilgift en kunstsamling i absolut særklasse. Her finder vi indbo og kunstværker fra 1700-tallets Versailles, fra buster af dronning Marie Antoinette, en malet skitse af selveste Fragonard til et tilsyneladende afsenderløst portræt af ingen ringere end Ludvig XV's datter, Madame Victoire. Hele herligheden formidles imidlertid uden den mindste skelen til kunsthistorien og fortælles i stedet gennem anekdoter om grev Oberbech-Clausen.

Voergaard er nemlig slet ikke et museum, men står bevaret som grevens private hjem, der har været åbent for offentligheden, siden dennes død i 1963.

På billedet ses "Gyngen", der hænger på Wallace Collection i London. På Voergaard har man en vidunderlig skitse - også med et ungt, kurtiserende par i en have.

På billedet ses "Gyngen", der hænger på Wallace Collection i London. På Voergaard har man en vidunderlig skitse - også med et ungt, kurtiserende par i en have.

Historien om Voergaards seneste ejer er i sig selv ret fantastisk. En dansk mand, Ejnar Oberbech-Clausen, drager i 1907 til Frankrig og får ansættelse hos et fransk greve-par på et gods uden for Bordeaux. Året efter dør greven, og den unge dansker gifter sig med enke-grevinden. Denne dør tredive år senere under Anden Verdenskrig og efterlader Oberbech-Clausen betydelige midler. Nok til at han kan erhverve sig den nordjyske herregård og sætte den behørigt i stand. Han arver også en omfattende kunstsamling af sin franske hustru, hvis første mands familie må have haft kongelige forbindelser. For selv i Frankrig er det er ikke almindeligt at have originale portrætter af Versailles' kongelige beboere hængende derhjemme. Slet ikke af en prinsesse, der aldrig blev gift, og som i øvrigt endte sine dage i landflygtighed i kølvandet på revolutionen i 1789.

I riddersalen på Voergaard hænger der seks malede paneler, der skal være udført af den store Antoine Watteau. Man siger om Watteau, at hans billeder indvarslede det gamle, franske regimes dramatiske fald. I hans motiver fra Versailles, de såkaldte fêtes galantes, finder vi sorgløse, silkeklædte mennesker i tilsyneladende uskyldig leg i naturen. De griner, flirter og kurtiserer hinanden. Men det er også, som om de vender sig væk og måske endda leger gemmeleg med os, der kigger på billedet. Det er denne gemmeleg, der er cluet. Den er et symptom på en større og meget farligere gemmeleg, nemlig tidens herskende klasses gemmen sig væk fra folket og den revolution, der i hastigt tempo halede ind på dem. Og gav festen en brat og blodig afslutning i årene, der fulgte.

Kunstsamlingen på Voergaard er et sansebombardement ud over alle grænser. Her er vi simpelthen til fest på Versailles på præcis det tidspunkt i historien, hvor både musikken og de fine damers frisurer spillede på det allerhøjeste. Og hele herligheden bliver så fortalt som en del af en højst farverig og på alle måder spektakulær familiehistorie. Det var præcis oplevelser som rundvisningen på Voergaard, der dengang i 1990erne bragte mig til at læse kunsthistorie. For tænk at kunne dykke ned i skatkisten af fortællinger, som disse værker rummer. Hvem malede Madame Victoire? Og hvordan kom hendes portræt til den grevelige familie i Sydfrankrig? Men måske er det også fint ikke at vide det. Måske er det ikke engang vigtigt, at billedet forestiller Madame Victoire. For ved at være anonymt kan vi jo forestille os hvad som helst. Og fortabe os i drømmeri om en kunstners møde med en smuk, ung pige engang i 1700-tallets forførende verden.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.