Statens Kunstfond udpeger 14 nye genrespillesteder - tre af dem ligger i Nordjylland

Flere koncerter, bedre kvalitet, flere publikum og endnu bedre muligheder for danske musikere udenfor København er sigtet med en ny indsats til 46 mio. kr.

Ud af 14 nye genrespillesteder ligger tre i Nordjylland - et af dem er et samarbejde på tværs af kommuner.

Ud af 14 nye genrespillesteder ligger tre i Nordjylland - et af dem er et samarbejde på tværs af kommuner.

Landets spillesteder skal spille en langt mere aktiv rolle i forhold til at skabe nye og spændende musikformater, mener Folketinget, og Statens Kunstfond har derfor udpeget 14 nye netværks- og genrespillesteder rundt om i landet, der hver kommer til at modtage mellem 500.000 og 600.000 kr. for den resterende del af 2021.

De 14 steder skal sikre, at vi får et mere varieret koncertudbud i resten af 2021, og i alt løftes spillestederne med 46 mio. kr. fordelt over de næste fire år.

I Nordjylland er valget faldet på hele tre steder, der skal sætte ind - nemlig Huset og 1000 Fryd i Aalborg samt Den Rytmiske Limfjordsforbindelse, der er et netværkssamarbejde mellem STUBhuset i Støvring, Kultur- & Erhvervscenter Jammerbugt i Aabybro og ALFA Vesthimmerlands Musikhus i Aars.

Den Rytmiske Limfjordsforbindelses styrke er netop samarbejdet, mener Lisbeth Jagd, leder af ALFA Vesthimmerlands Musikhus.

- Vi kan både sætte tiltag i gang i hver af de tre kommuner, men vi kan også koordinere samarbejder, så hvis vi udvikler et koncertkoncept, kan vi lave den i tre kommuner. Udviklingsmidlerne giver os helt nye muskler, fortæller Lisbeth Jagd, der påpeger, at de tre spillesteder har haft et tæt samarbejde siden 2014, hvori også Det Musiske Hus i Frederikshavn indgår.

Med de nye puljemidler sætter de ind med talentudvikling og børn- og unge koncerter, et fokus på kultur og sundhed samt et publikumsudviklingsprojekt, hvor de med Biografklub Danmark som forbillede skaber en koncertklub, hvor folk skal inspireres til at komme ud til koncerter, hvor de ikke nødvendigvis kender hovednavnet.

I Kultur- & Erhvervscenter Jammerbugt kalder koncertansvarlig Mads Mølgaard udpegningen for en enestående mulighed for at udvikle musiklivet i det store område, kommunerne dækker.

- Det kræver udviklingsmidler at opdyrke interessen for de mere genrespecifikke koncerter i et tyndt befolket område, og der skal gøres en særlig indsats for publikumsudvikling, siger han.

- Vi kommer til at pakke kalenderen

På 1000fryd satser de på at fylde så mange dage ud med koncerter som muligt.

- Vi vil præsentere mere af alt det, vi allerede gør, pakke vores kalender med lokale bands og give dem en ordentlig betaling. Og så skal 1000fryd favne endnu bredere, end vi allerede gør, og hjælpe aspirerende spillesteder, kunstnere, foreninger, bands og lignende, siger bestyrer Troels H. Sørensen, der derudover vil udvide og forbedre deres organisation og hente inspiration internt og eksternt.

Michael Marino, leder af Huset, ser frem til at styrke samarbejderne mellem nordjyske arrangører yderligere og skabe endnu bedre musikoplevelser til publikum. Foto: Torben Hansen

Michael Marino, leder af Huset, ser frem til at styrke samarbejderne mellem nordjyske arrangører yderligere og skabe endnu bedre musikoplevelser til publikum. Foto: Torben Hansen

Også på Huset i Hasserisgade ser leder Michael Marino frem til et endnu mere fokuseret arbejde med Nordjyllands vækstlag og undergrund.

- Vi vil i endnu højere grad arbejde med at etablere netværk for arrangører, aktører, kunstnere og iværksættere, som er med til at løfte Nordjyllands musikscene. Derudover vil vi arbejde med at underbygge nye og mindre arrangører, sådan at Huset kan være med til at holde hånden under, at Nordjylland både i Aalborg og i resten af landsdelen kan fungere som vækstområde for de smalle genrer (jazz, folk, world mv.) For publikum kommer det til at betyde, at de simpelthen får flere og bedre musikoplevelser, og oplever et løft i kvaliteten af at gå til koncerter - både på Huset og på nogle af de små og nystartede scener, som vi kommer til at understøtte rundt omkring, siger han.

I slutningen af året udpeges netværks- og spillesteder for perioden 2022-2024.

Derudover har spillestedet Vega i København fået er særlig opgave med at udvikle og afprøve nye formater til livescenen generelt og nye kunstneriske konstellationer - erfaringer der skal spredes ud til landets øvrige spillesteder.

De 14 nye netværks- og genrespillesteder er:

Huset (Aalborg)

1000 Fryd (Aalborg)

Den Rytmiske Limfjordsforbindelse (Aars, Jammerbugt og Støvring)

Culture Box (København)

Turbinen (Randers)

Kedelhuset (Silkeborg)

Tapperiet (Køge)

Jazz i Trekanten (Kolding)

Rytmisk Råstof/Spillestedet Harders (Svendborg)

Kulisselageret (Horsens)

Loppen (København)

Slagelse Musikhus

Kulturmaskinen (Odense)

Jazzhus Montmartre (København)

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden