Læser tilbyder sin hjælp: Kom nu, AaB - I kan nå det endnu!
Arne Nielsen fra Nørresundby har været aktionær i AaB i lige så lang tid, som det har været muligt. Nu tilbyder han sin hjælp på banen
Af Arne Nielsen, Nørresundby, brotorvet4@stofanet.dk
Kære AaB. Jeg købte aktier i AaB den første gang, det blev en mulighed, og da I satte flere til salg anden gang, gjorde jeg det igen. Da man her sidste gang ændrede i størrelsen, ja, så havde jeg nok til, at de ikke kunne tvangsindløses, og jeg har fortsat aktier i AaB den dag i dag, så jeg har været med hele vejen. Ikke med hjernen og håbet om den store fortjeneste, men med hjertet.
I min tid som fodboldspiller scorede jeg mange mål.
Det ser ud til, at det kniber med målscoringen lige nu, så hvis I mangler en målscorer, så bare ring. Ikke for at skynde på jer, men hvis jeg skal have debut, mens jeg er i tresserne, så må I godt skynde jer, for jeg fylder 70 år i 2022.
Tag jer nu sammen, for pokker, og gør jer fortjent til at være Aalborgs og Nordjydernes hold.