Debat samfund

Midt i et racismedebat-tid – længe leve arbejderen!

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.

Af Anders Thomasen,cand. scient. adm. og medlem af Socialdemokratiet, Voerbjergvej 11, 3. th., 9400 Nørresundby, anders_thomasen@outlook.com

RACISME:Når man adresserer et så svært og komplekst fænomen som racisme, er det i sine bestræbelser på at gøre verden til et bedre sted vel altid det nemmeste at gå efter de mest lavthængende frugter.

En statue skal pilles ned, et afsnit af ”Halløj på Badehotellet” eller ”Borte med Blæsten” forbydes eller, som det har været tilfældet heroppe i Nordjylland, farve- betegnelsen på perler slet og ret omdøbes.

Fair nok, for uanset hvor lidt effekt éns intervention end har i virkelighedens verden, så kan man da altid klappe sig selv lidt på skulderen og sige, at man midt i en corona- og agurketid da trods alt har gjort noget på vegne af svage og undertrykte. Og så i øvrigt høste lidt medieberømmelse og taletid på den bekostning.

Men det er nok bare ikke betegnelsen på perlefarver, der er med til at forebygge, at der sker endnu et tragisk dødsfald hos en ung afroamerikansk mand i politiets varetægt ovre i USA. Og det er nok næppe navnet på en perlefarve, der er med til at gøre, at en dørmand i det danske natteliv fremover er mere venligstemt over at lukke en gruppe indvandreknægte ind på Crazy Daisy.

Men hvem ved? Måske, hvis tømrermester Karlsen og Muhammed gav sig til at lege med perler sammen, så kunne det da være, at Muhammed havde langt lettere ved at få en praktikplads hos tømrermester Karlsen.

Jeg tvivler dog. For det er nu én gang bare sådan, at komplekse problemer i samfundet ikke kan besvares med lette løsninger.

Sådan er samfundet og mennesker altså ikke skruet sammen, uanset hvor meget man gør sig forestillinger herom eller kunne ønske sig det. Desværre.

Og når en perleproducent på Mors straks hopper med på vognen, skyldes det så virkelig et inderligt ønske om at ville alle jordens mennesker det bedste? Eller bunder det måske i en ren og skær frygt for en dag at få ”Perlemor” og resten af et nordjysk byråd på nakken?

Man kunne jo som perleproducent i værste fald stå overfor den risiko, at man mistede en af sine helt store kunder i form af Aalborg Kommune og alle kommunens mange daginstitu- tioner.

Og uanset hvad må man da som borger som minimum håbe, at ”Perlemors” fremstød nu giver anledning til, at samtlige perleposer i alle Aalborg Kommune daginstitutioner nu skal granskes én for én.

For det vil jo nærmest være et udtryk for systemisk racisme, hvis der lå en pose med den grusomme etikette ”hudfarvet” på derude et eller andet sted i kommunens mange daginstitutioner.

Faktisk burde alle 11 nordjyske kommuner gå sammen i flok og bekæmpe problemet.

Men når man sådan med bål og brand farer ud og dømmer noget som racis- tisk, risikerer man så egentlig ikke, at det efterlader et meget snævert rum og plads til debat, uenigheder og nuanceringer?

For hvis betegnelsen hudfarvet om mat rosa perler er et udtryk for racisme, hvad gør det så dem, der måske bare ikke er enige i perle- problemets omfang til; forsmåede racister? Eller, undskyld mig, den lidt mere bløde hygge-nygge-variant heraf, hverdagsracister?

Undskyld mig, men alene dét at blive beskyldt for at være racist eller have underliggende racistiske motiver, hvad enten det så er til hverdag eller fest, er altså bare en meget alvorlig og voldsom anklage, som nok kun de færreste mennesker, perle-entusiaster eller ej, vil have siddende på sig.

Når nu det så kommer til dét med at ville stille sig i front og være med til at løse problemet med racisme, så ville jeg personligt ønske, at man ville gøre sig den ulejlighed at rette sin opmærksomhed lidt ud mod den virkelige verden i stedet. Bare for en kort stund.

For hvis man gjorde dét, så tror jeg faktisk, at man vil blive noget kun overrasket over, hvor godt virkelig- heden egentlig kører rundt derude. Og dét på trods af alle de spøgelser, som man selvbestaltet og nemt sagtens kan give sig til at hive ud af skabet og fare op over; hvad enten det så er på humaniora-studiet, bag tasterne derhjemme eller internt i mødre-gruppen.

For her i weekenden havde jeg f.eks. selv den store fornøjelse at støde på en af virkelighedens store stemmer.

Det skete i en ellers noget kun ophedet debat om netop racismeproblematikken, der befandt sig helt oppe i de allerøverste luftlag inde på Enhedslistens Facebook-side.

Her var det nemlig, at jeg stødte på Dennis; en bundsolid lagerarbejder fra Sønderborg.

Og Dennis’ budskab var nemlig, at der på trods af hele denne følelsesmæssige, ophedede og til tider lidt snørklede intellektuelle debat om racisme rent faktisk er tale om en virkelighed derude.

På dét, man kalder arbejdsmarkedet.

Og som Dennis så rammende og præcist skrev det i sin kommentar:

”Det stærkeste sammenhold og samarbejde mennesker imellem, på tværs af nationaliteter, er når folk på et lager bliver nødt til at samarbejde”.

Med ét slog Dennis nemlig helt bunden ud på mig, da jeg pludselig forstod, hvordan farvekoden for at komme langt tættere en løsning på racisme jo nok i langt højere grad findes i de meget få ord, som Dennis bragte for dagen.

Og med ét gik det også op for mig, hvordan især vi unge og veluddannede ofte mangler et helt elementært greb om den virkelighed, som heldigvis er den, som langt de fleste voksne mennesker i vores samfund befinder sig i.

For der er rent faktisk derude på det der arbejdsmarked tale om en virkelighed og dagligdag, hvor oprigtigt gode og velmenende mennesker, uanset hud- farve, hver evig eneste morgen trodser vækkeuret, tropper op og møder hinanden i øjenhøjde for at hellige sig ét fælles mål. Hvad enten så det fælles mål er at få lageret tømt, hjulene på bussen til at dreje, varerne kørt ud, Fru Jensen op af sengen eller Buller og Fnuller skilt fra hinanden, når de to pøle- hoveder toppes om, hvem der nu skal have eneret på dussens moon-car.

Og for at være helt ærlig, så synes jeg faktisk, at det er dén virkelighed, som især vi veluddannede unge sådan for alvor bør lære noget af og basere vores tilgang til samfundsproblemer på. Også, men måske i særlig høj grad, når det kommer til, hvordan et så stygt og væmmeligt fænomen og problem som racisme.

Det vidner Dennis’ ord og kommentar i hvert fald om.

Alt andet får i sidste ende os veluddannede og ellers sympatiske mennesker til at fremstå som lettere omtåget i sommervarmen, og til i stedet at have givet efter for et eller andet latent og nyttesløst Messias-kompleks, der manifesterer sig i form af noget så tragikomisk som et nådesløst korstog rettet mod perlefarver.

Men heldigvis er det også bare min fornemmelse, at langt de fleste nordjyder er alt for snu og sagtens kan regne ud, at det overhovedet ikke flytter noget som helst i den virkelige verden, at vi nu altså lever i en virkelighed, hvor der er tale om mat rosa; og altså ikke bare lyserøde, hud- eller hummer- farvede perler.

Og på den baggrund vil jeg afslutningsvist vælge at stille mig op på ølkassen, som Dennis gjorde, da han skrev sin kommentar, og i øvrigt afslutte med de samme ord, som ham:

Længe leve arbejderen!