Borgmester: Planlægningen er i trygge rammer

Der er stor enighed om udviklingen i kommunens sommerhusområder, siger Mogens Chr. Gade (V)

Mogens Christen Gade (V). Arkivfoto: Henrik Louis
Mogens Christen Gade (V). Arkivfoto: Henrik Louis Foto:Henrik Simonsen

Af Mogens Christen Gade

borgmester (V), Jammerbugt Kommune, Aarupvej 19, Skovsgaard

SOMMERHUSE: Læser man Nordjyskes reportage fra generalforsamlingen for Grundejerforeningen for Saltum Strand, kunne man komme til at tro, at der er en stor politisk strid i Jammerbugt Kommune om sommerhusplanlægningen og de dispensationer i sommerlandet, som typisk teknisk udvalg giver i nogle tilfælde.

Der er ikke total enighed – men bred opbakning til de indstillinger, der kommer fra teknisk udvalg. Senest har disse indstillinger også haft nogle klare markeringer i forhold til sommerhusenes størrelser – altså nogle begrænsninger.

Samtidigt har der også været politiske drøftelser og stor opbakning til at finde særlige steder, hvor eventuelt store sommerhuse kan være, uden at forstyrre de nuværende sommerhuse og deres ejere.

På vores årlige dialogmøder med Grundejerforeningerne har formandsskabet i teknisk udvalg og undertegnede givet håndslag på, at Jammerbugt Kommune sammen og i fællesskab med de mange grundejerforeninger udarbejder nye principper for kommende sommerhusplanlægning, som skal afløse det nuværende fælles grundlag, som trænger til en revision.

Samtidigt ligger der i Kommunalbestyrelsen et fælles politisk ønske om, så hurtigt som muligt, at komme i gang med at revidere de nuværende forældede lokalplaner – så de bliver up to date – hvilket også vil mindske antallet af dispensationssager.

Der forventes en opstart i 2022, når det store arbejde med Kommuneplanen er afsluttet.

Forsiden