COVID‑19

Klumme: Vi er godt stillede, men 14 dages isolation er en prøvelse for familien

Corona og 14 dages isolation tester vores selvopfattelse som familier, skriver journalist og mor til to, Birgitte Sonne Kristensen

Hverdagen hænger lige præcist sammen i det daglige, hvor vi gør det så godt vi kan og kæmper med den dårlige samvittighed over for chefen, ungerne, familien og hinanden. Hvad sker der, når man hiver tæppet væk under den, spørger Birgitte Sonne Kristensen. Privatfoto

Hverdagen hænger lige præcist sammen i det daglige, hvor vi gør det så godt vi kan og kæmper med den dårlige samvittighed over for chefen, ungerne, familien og hinanden. Hvad sker der, når man hiver tæppet væk under den, spørger Birgitte Sonne Kristensen. Privatfoto

Det er dag fire efter nedlukningen af Danmark, og børnene ser film i stuen.

Foran os venter – i bedste fald - to uger som ufrivillig ”hjemmemor” og ”hjemmefar”, og den tanke presser mig.

Martin Krasnik skrev i fredags i Weekendavisen, at det er nu, velfærdssamfundet står sin prøve. Corona-pandemien fungerer som et sandhedsserum, der fortæller om den måde, vi som samfund har indrettet os på i verdens mest udbyggede velfærdsstat, kan holde under pres. Hvis folk fortsat velvilligt skal levere en stor del af deres indkomst til den fælles kasse, skal de kunne stole på, at projektet fortsat står, når bølgen trækker sig tilbage.

På samme måde er pandemien et sandhedsserum for os borgere i velfærdsstaten. Verdens mest udbyggede velfærdsfamilier. Kan vi lykkes med ”projekt familie”, når tingene vendes på hovedet, eller får den nye situation korthuset til at vælte?

Her i huset synes vi, ligesom mange andre danskere, at Mette Frederiksen gør det godt, når hun med fast hånd beordrer lukning af skoler og sammenhold ved at holde afstand. Men allerede på sidstedagen af, hvad der endnu ikke har været andet end en forlænget weekend, begynder den nye virkelighed at få familielivet til at kokse. Kokse fordi det system, vi har bygget op omkring familie, arbejde, fritid og parforhold, ikke længere kan realiseres i det daglige.

For vores hverdag hænger lige præcist sammen i det daglige, hvor vi gør det så godt vi kan og kæmper med den dårlige samvittighed over for chefen, ungerne, familien og hinanden. Også et resultat af velfærdssamfundets struktur med to forældre på arbejdsmarkedet.

Jeg har altid haft stor respekt for dem, der trækker år ud af deres liv og er intenst sammen med børnene, imens de er små. Sejler jorden rundt eller lever et enkelt liv. Respekt for at stå af rotteræset og være lykkelig for det.

Jeg har også altid vidst, at det ikke er for mig.

Jeg trives rigtig godt med at kunne hellige mig mit arbejde fuldt og helt, og hjemme igen være nærværende og på i de timer, jeg har med børnene, inden de skal i seng, samt i weekenderne. Skal jeg ikke arbejde om aftenen, har jeg endda tid til at være nogens kæreste. Jeg bruger alle sider af mig selv i løbet af en dag – i skarpt adskilte verdener. Nu er verdenerne smeltet sammen, og jeg er bange for, at vi ikke kan klare den model i længden.

Jeg vil så gerne kunne sige, at disse uger blev en skøn pause fra hverdagen. Mange dage midt i en krise, hvor vi kan have kvalitetstid sammen, men sandheden er, at det kan være svært pludselig at få revet hverdagen væk under sig og være intenst sammen 24 timer i døgnet 14 dage i træk uden at kunne gå i svømmehallen, på udstillinger eller lave legeaftaler. Ikke mindst når man skal arbejde 37 timer imens.

Jeg er 100 procent bevidst om, at jeg taler ud fra et hamrende privilegeret udgangspunkt - det kommer vi også til at se, når corona får fat i USA og efterlader folk desperate uden noget økonomisk sikkerhedsnet. Der er også mange herhjemme, der er mindre privilegerede end os.

Men der er en grund til, at det ofte er efter ferier, at familier går i opløsning.

Da jeg var lille, havde mine naboer fjernsynet kørende konstant, og børnene gik til og fra. Forældrene var i haven eller røg cigaretter og drak kaffe på terrassen og snakkede voksensnak. Der var ikke meget fjernsyn i mit barndomshjem, men forventningen om, at vi selv fandt på, var den samme. Jeg kan ikke huske, at jeg har leget med mine forældre, de var forældre på en anden måde. Ikke mindre omsorgsfulde, men dynamikken i familien var, at børneliv og voksenliv i høj grad var adskilt. De var voksne, de passede på os, vi legede selv.

Sådan er det ikke i dag. Selv om jeg ikke er hjemmemor, er jeg aktivt sammen med vores børn, når vi er sammen. Det kan jeg være med overskud, fordi mine dage er inddelt i skemaer og kasser, hvor jeg uden overlap kan dyrke de forskellige identiteter. Jeg kommer til kort nu, hvor jeg egentlig skal være to steder på en gang, og mine børn forventer 100 procent investering, som de plejer at få.

Jeg kan lide vores samfund, som det er. Om jeg er stolt af det spejlbillede, der kastes tilbage om et par uger, vil tiden vise, men jeg ved, at jeg allerede nu må erkende, hvor skrøbelig konstruktionen omkring vores hverdag er, jeg har fået et spejl at holde op. Jeg er spændt på at se, hvordan vi kommer til at gribe det an de næste uger - eller måneder, samt hvilke erkendelser, vi kommer til at gøre os undervejs som familie.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.