Klumme

På vej til Jerusalem

Med indgangen til december gør sognepræst Henrik Bang-Møller sig tanker om Jesu livs betydning for kristne i dene klumme

Kalkmaleri i Råsted Kirke. Arkivfoto

Kalkmaleri i Råsted Kirke. Arkivfoto

Af Henrik Bang-Møller er sognepræst i Vrå og Em sogne

JESUS:Jesus er på vej og har et mål. Ikke kun med sit liv, men med dét, som vi hos ham roligt kan kalde hele hans skæbne.

Men ingen af de mennesker, han møder på sin af og til næsten ufremkommelige vej, fungerer alene som midler men henblik på målet eller som forhindringer, der skal skaffes af vejen, så han hurtigst muligt kan nå frem.

Geografisk er Jesu mål Jerusalem og templet dér.

Evangelisk er hans mål derimod et hvilket som helst menneskes frelse fra fortabelse, død og synd. Og dette mål udfoldede sig, mens han var på vej.

Målet blev realiseret lige på stedet, hvor han mødte mennesker i nød.

Han udskød aldrig sit mål, men legemliggjorde så at sige målet i sig selv i det liv, han levede – i de ord, han talte – og i dén skæbne, han led. For vores skyld!

Nu véd vi fra historien udmærket godt, hvordan mennesker reagerer, når de på forhånd får annonceret deres død.

Vi véd det bl.a. fra den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij (1821-81), der i 1849 blev dømt til døden, ført til skafottet og dér – pludselig! - blev benådet og efterfølgende sendt til Sibirien i fem år.

Dostojevskij skriver selv, at det er det værste, der kan overgå et menneske, idet tiden, fra man får annonceret sin død, til tiden, hvor dødsdommen skal eksekveres, hensætter éns liv i en voldsom angsttilstand, der både paralyserer og allerede inden døden gør et menneske til en levende død.

Man får så at sige lov til tilnærmelsesvist at opleve døden indefra, mens man endnu lever.

Så voldsom var denne oplevelse for Dostojevskij, at den udløste en livslang epileptisk tilstand.

For Jesus gik der heller ikke længe, før han vidste besked om sin død.

Døden var ikke hans mål. Men det var en hindring på vejen.

Men der er nogle få steder, hvor evangelisterne delagtiggør os i, hvordan Jesus kommer i tvivl om, hvorvidt Gud atter på dén anden side af Jesu død vil sætte sin skabermagt igennem.

Jesus bliver ikke bare usikker, men angst. For hvad nu, hvis døden bliver det sidste punktum for alt det, han har gjort og sagt? Ting, han har sagt og gjort i nogenlunde tryg forvisning om, at Gud endeligt vil gøre det til sit og sætte sin almagt bagved.

På skafottet føler Dostojevskij sig i det mindste omsluttet af Guds barmhjertighed og finder fred i dén tro. Men Jesus føler sig på korset forladt af Gud! Døden og alt, hvad den betyder for vores liv, også for Jesus, er ensbetydende med fravær af Gud, fravær af mål og fravær af mening. Dén dybe fortvivlelse overmander Jesus.

Men i scenen fra Gethsemane Have, hvor Jesus frygter sin tilstundende skæbne, bliver det forkyndt, at dér, hvor Jesus ængstes – dér, hvor vi taber målet af syne – dér, hvor vi fortvivler og opgiver – præcist dér forkynder himlens og jordens skaber et nyt mål for både Jesus og os.

Midt i døden og intetheden, som kuldslår alle menneskelige mål, dér forkynder Gud selv i Jesu skæbne kærlighedens og barmhjertighedens ligeså kuldkastende opstandelseskraft. Ikke i vældige tordenskrald eller i et gigantisk show-off. Men i skikkelse af det levende ord, den korsfæstede og opstandne Kristus, der i kød og blod forkynder et nyt mål for ethvert kuldsejlet menneske.

Ved troen har vi delagtighed i Jesu skæbne, så vi i slipstrømmen af hans gennembrud fra død til opstandelse ikke længere behøver at lade bekymringen tage kræfterne fra vores indbyrdes kærlighed og tilgivelse, men trygt kan overgive vores evige salighed i dén Guds hænder, som fuldbyrder alle vores mål. Både nu og i al evighed.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst