Debat: Partihopperi styrker politikerlede

Flere og flere politikere dyrker en speciel form for motion, som måske nok er sundt for dem selv, men ikke nødvendigvis for demokratiet og for befolkningens respekt for det politiske arbejde. Der er tale om en disciplin, som vel bedst kategoriseres som en speciel form for atletik. Det drejer sig nemlig om hopperi. Således hopper flere og flere politikere fra det ene parti til det andet og somme tider hoppes der videre både tredje og fjerde gang.

Det seneste hop er foretaget af Jens Rohde (igen, igen), der først hoppede fra Venstre til De Radikale – noget af et tigerspring, da han jo på den måde blev en del af rød blok og medlem af et af regeringens støttepartier.

Nu har han så taget turen videre til Kristendemokraterne. Partiets formand er enig med Jens Rohde i, at der ikke er noget religiøst forbundet med partiet, men alene noget politisk. Det er da et held for Jens Rohde, der for nogle år siden som bekendt valgte at gå i kondicenter i stedet for at deltage i den traditionelle gudstjeneste i tilknytning til Folketingets åbning.

Typisk for rebellen med det store ego, men vel ikke umiddelbart foreneligt med at repræsentere Kristendemokraterne? Undskyld, jeg glemte, at der jo ikke er tale om noget religiøst parti, ifølge Jens Rohde og hans nye partiformand.

Nu præsenterer Jens Rohde, der nu er Kristendemokraternes politiske ordfører, sammen med partiets formand det politiske program frem til 2030. Det store spørgsmål er, om Jens Rohde mon bliver i partiet så længe? Indtil videre får han alle muligheder for at udfolde sit ego, idet han udgør gruppen alene mand, så der er ikke andre konflikter i udsigt, end at han kommer i splid med sig selv!

Et godt råd til mesterhopperen Jens Rohde trænger sig på: Hvad med at lade det næste hop blive et hop ud af dansk politik? Eller er stolelegen på Christiansborg så lukrativ, at den er værd at hoppe videre for? Alt tyder på, at det er opfattelsen hos både Jens Rohde og den lange række af afhoppere, der gør ham selskab.

For nu ikke at give Jens Rohde hele opmærksomheden, kan det da for god ordens skyld lige næves, at en del af den siddende regerings ministre kommer fra både Enhedslisten og SF. De har været gode til at se karrieremuligheder ved efter svære overvejelser at vågne op og opdage, at de faktisk altid har være socialdemokrater. Hvorfor lade sig begrænse af at have en grundfæstet overbevisning, når man kommer længere ved at springe over, hvor gærdet er lavest?