Vigtigt at udrede børn og unge med ADHD og autisme

ADHD OG AUTISME: Prøv at forestille dig, et barn med symptomer på diabetes bliver afvist, da praktiserende læge henviser til yderligere undersøgelser på børneafdelingen, fordi man på sygehuset mener, at man først vil finde ud af om barnet virkelig har diabetes, hvis barnet er blevet meget sygt eller at man først har afprøvet alt i primærsektor.

Vi ved, at hvis et barn har diabetes, så er det vigtigt at finde ud af det, så man kan sætte ind med den rigtige behandling/den rette indsats.

Vi ved også, at det er en læge, der skal stille diagnosen diabetes – det er ikke en psykolog eller pædagog i primærsektoren, for de er ikke uddannet inden for det felt.

Så selvfølgelig skal et barn med symptomer på diabetes udredes, så vi kan sikre os, at barnet får den rette behandling – også selv om der pludselig sker en stigning af børn med diabetes.

Men det samme gælder ikke, når et barn viser symptomer på ADHD.

Nej, der er det bestemt, at det først når barnet har svær ADHD eller komplekse problemer, at vi skal finde ud af, om det er ADHD, fordi der de seneste par år har været en stor stigning i henvisninger.

Børnelæge Karen Tilma spørger (Synspunkt 29.1.) Børne- og ungepsykiatrien i Region Nordjylland ”Hvad gør I for udsatte børn?”

Børne og ungepsykiatrien svarer i et debatindlæg (6.2.) under overskriften ”Giv barnet den rette indsats”, at de er fortalere for tidlig opsporing og indsats, for at forebygge mest muligt.

Men hvis man skal lave tidlig opsporing og give den rette indsats, så kræver det en udredning i psykiatrien, for at vide, hvad det er, der udfordrer barnet, og for vi kan forebygge yderligere mistrivsel.

De tre forløbsprogrammer, som Sundhedsstyrelsen og kommunerne samarbejder omkring, er lavet ud fra en model, hvor man på trin 1 og 2 forebygger og afprøver med mindst indgribende indsats i det kommunale først og først på trin 3 kommer omkring psykiatrien.

Når vi taler om børn og unge i psykisk mistrivsel med for eksempel angst eller depressive symptomer, selvskade og spiseforstyrrelser, så giver det al mulig god mening, at de først skal i psykiatrien på trin 3, og først når der er afprøvet hjælp i primærsektoren. Medmindre den psykiske mistrivsel er en belastning pga. en uopdaget psykiatrisk diagnose. Angst, depression, OCD og spiseforstyrrelser er ikke medfødte psykiatriske diagnoser – det er psykiske sygdomme, som kan behandles, så barnet/den unge bliver rask.

Men den store udfordring kommer, er når man tager psykiatriske medfødte diagnoser som ADHD og autisme med i samme pulje.

Når børn og unge viser symptomer på ADHD eller autisme i den grad, at det påvirker dem i deres dagligdag, så er det dybt bekymrende, at man tænker, at primærsektor først skal forebygge og behandle på en medfødt diagnose, som ikke kan hverken forebygges eller behandles væk.

Vi ser i de her år rigtig mange voksne mennesker, der bliver udredt for ADHD og autisme, som sammenstemmende siger, at det ville have gjort en kæmpe forskel hvis de havde fået den forståelse af dem selv og deres omgivelser havde fået den viden langt tidligere.

Vi tænker, at det giver langvarige følger for barnet/den unge og den voksne at gå alt for længe og føle sig forkert og være prøvekanin for alverdens tiltag i primærsektoren.

Derudover koster det også rigtig dyrt for det enkelt menneskes livskvalitet, men i høj grad også for samfundsøkonomien, når der kommer belastningsdiagnoser og selvmordstanker/forsøg med oven i.

Vi ved, at der er øget risiko for, at børn med ADHD og autisme bliver udsat for vold og seksuelle overgreb og der er øget risiko for at blive forældre i en meget tidlig alder ved ADHD. Derudover ved vi, at ADHD bl.a. øger risikoen for udviklingen af depression, misbrug, kriminalitet, skolefaglige, sociale og økonomiske problemer. Vi har endda evidens for at ADHD øger risikoen for at man dør tidligere og der er solid evidens for en høj arvelighed.

Med alt det i mente er der al mulig grund til, at børn og unge der viser symptomer på ADHD og autisme skal udredes, så vi kan få den viden og forståelse for dem, at man som forældre og i primærsektoren kan sætte ind med den pædagogiske behandling og for nogle medicinsk behandling.

Der er ikke brug for, at de her børn og unge først skal igennem alverdens ting i primærsektoren, indtil de har fået det så dårligt, at de og deres familier er ved at knække nakken, som det opleves p.t.

Vi finder det enormt bekymrende, at man i forløbsprogrammet for ADHD ikke tænker, at udredningen er vigtig, når børn og unge viser symptomer på ADHD, og at man dermed sætter ADHD i samme tænkning som ved de psykiske sygdomme.

Den forståelse og viden en diagnose giver til det enkelte menneske og omgivelserne må vi ikke undervurdere – hverken menneskeligt eller samfundsøkonomisk.