Mand ramt af kniv under værtshusslagsmål i Vejgaard
Opdateret kl. 13:41
Opdatering klokken 13.40: Den formodede gerningsmand er blevet fundet og anholdt, oplyser Nordjyllands Politi. Der er tale om en 27-årig mand.
En mand i starten af 30'erne blev fredag aften ramt af en kniv.
Det skete højst sandsynligt i forbindelse med et slagsmål udenfor værtshuset Kahytten på Hadsundvej i Vejgaard.
Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Michael Mow.
Politiet modtog i første omgang en anmeldelse klokken 23.04 om, at flere personer var i slagsmål ude foran værtshuset.
Da politiet nåede frem med flere patruljer, var der forholdsvis ro på, og ingen på stedet ønskede umiddelbart at kaste lys over, hvad der var foregået.
Ti minutter senere indløb der dog en ny anmeldelse.
- En mand ringer 112 lidt længere oppe ad Hadsundvej og oplyser, han er blevet stukket med en kniv, siger vagtchefen.
Politiet kunne ved mødet med manden i starten af 30'erne konstatere, at manden rigtigt nok havde overfladiske snitsår.
Politiets hypotese er, at den forurettede har været en del af slagsmålet foran værtshuset.
Manden blev kørt til sygehuset til undersøgelse og er udskrevet igen.
Gerningsmanden er stadig på fri fod, men politiet har en ide om, hvem han er.
- Så ham har vi ledt efter i nat og leder også efter ham her til formiddag, siger Michael Mow.
Umiddelbart var der ingen forhenværende relation mellem den forurettede og gerningsmanden.
Den forurettede har fortalt til politiet, at han blev overfaldet af flere personer, men præcist hvordan og hvorfor slagsmålet er startet, ved vagtchefen endnu ikke.
- Vores tanke er, at det er et værtshusslagsmål, der desværre har udviklet sig til det her knivstikkeri.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.